AUTOPOIESE – LIV ELLER AUTOMATIK?

Vi har brug for at være selvstændigt tænkende og virkende, og vi har brug for at være sammen. I dette spændingsfelt kan hele og halve usandheder forføre til falsk frihed og gøre mennesker til automater

ARTIKEL af Magnus Falko. Bragt i bladet Antroposofi, nr. 2, april-maj-juni 2016, side 27-29. Artiklen blev reelt forfattet og indsendt i sommeren 2014. Siden 2015 har jeg foretrukket ordvalgene 'treleddet' eller 'trefoldig(hed)' frem for 'tregrening'. Disse sociale samfundstanker kan man læse om her: KLIK

(Artiklen nævner Lean-systemet og dets anvendelse på hospitaler. I den sammenhæng anbefaler jeg dette indlæg af overlæge m.m. Steffen Jacobsen i Politiken 12. marts 2017: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5867487/Nu-rammer-den-sorte-d%C3%B8d-hospitalerne)

Antroposofi besidder muligheder for opdagelsen eller bekræftelsen af, at mennesket ikke blot kan reproducere, men selvproducere. Siden 1960’erne er der uden for åndsvidenskabeligt regi opstået teorier, der kunne synes at være enige i, at noget sådant er muligt. En af dem har fået benævnelsen autopoiese (selvfrembringelse el. selvskabelse, af græsk auto: selv + poiein: at skabe el. gøre).

www.wikipedia.org fortæller, at teorien er et ”kernebegreb i en biologisk teori udviklet af den chilenske biolog Humberto Maturana og hans elev Francisco Varela. Begrebet anvendes tillige af den tyske sociolog Niklas Luhmann i dennes teori om sociale systemer.” Fra 1980’erne har Luhmann anvendt autopoiese og tilhørende begreber på samfundets forskellige sektorer (politik, økonomi, retsliv, kunst, i ledelse, osv.) som værende lige så mange autopoietiske systemer.

Ligheder med antroposofien

I autopoiese har man udviklet sig væk fra den rendyrkede input-output-systemtænkning, der stadig præger mange biologiske og pædagogiske tænkemåder. Både et menneske og en celle har en egen identitet og selvskabelse på trods af den komplekse vekselvirkning med omverdenen. Dette skyldes i cellens tilfælde dens autopoiese, ifølge Maturana og Varela. En stadig selvskabelse finder sted, også hos mennesket. Autopoiese har her noget til fælles med antroposofi. Et andet, nok mere overordnet, fællestræk er, at Maturana og Luhmann efter sigende ikke anser arv og miljø for at stå alene. Blot kan de to ikke have et (bevidst) åndeligt afsæt for det synspunkt. Der kan antagelig findes flere fællestræk.

I autopoiese-teorien anser mange forskere at kunne identificere selvstyrende systemer, som har interaktion med andre systemer. Måske kan teorien ligefrem ligne Steiners ideer om samfundets tregrening? Forskeren Gaetano Mosca definerede i hovedværket Elementi di Scienza Politica fra 1896, at et bureaukratisk civiliseret samfund kan deles op i fem domæner: Politik, økonomi, militær, ret og religion. Luhmann trækker en slags tråd tilbage til Mosca. Luhmann kalder sådanne domæners liv for autopoiese. Gad vide, om åndsvidenskab og sociovidenskab kan mødes heri?

To forskellige tolkninger ...

Bemærk mit ordvalg fra før: på trods af. Ordvalget begrunder jeg i Isaac Newtons inerti-sætning ”ethvert Legeme forbliver i sin Tilstand af Hvile eller af jævn, retlinjet Bevægelse, medmindre det bringes til at forandre denne Tilstand ved ydre Kræfter” – for sætningen kan opfattes på to vidt forskellige måder, og dét har kæmpe betydning antroposofisk set. Man kan opfatte det sådan, at sætningen er udtryk for en skøn samklang. Og man kan opfatte, at den er udtryk for ren mekanik. ’Legemet’ har stadig sin identitet og selvskabelse, efter at den ydre påvirkning er indtruffet, ja, men hvordan ’legemets’ kvalitet skal være, det opdager vi først, når vi siger: Både et menneske og en celle har en egen identitet og selvskabelse, delvis på grund af den komplekse vekselvirkning med omverdenen.

Det diskuteres blandt biologer, om organismer er systemer, der har et mål. At viljer kan have et mål, vil jeg kalde et faktum. Her nærmer vi os et kernepunkt.

... To forskellige resultater

Et grundtræk, jeg mener at kunne udlede af autopoiesen, er, at dens faddere nemt vil kunne anskue Newtons inerti-sætning på begge de nævnte måder; den kan nemt være en beskrivelse af en skøn samklang, men samklangen er en maskine. Såvel naturvidenskaben som åndsvidenskaben har alle dage kunnet beundre skønheden i naturen og i menneskers forhold. Det fællestræk har moralsk-etisk ikke bragt verden meget videre. Både Newton og autopoiesen giver anledning til spørgsmålet: Kan mennesket ikke forandre sig ved egne kræfter?

Oskar Borgman Hansen holdt i omkring 2004 et foredrag i København om autopoiese. Han fortalte[1], at Luhmann (1927-’98) anser, at vi er forhindrede i at få fuld selverkendelse, og Borgman Hansen tilføjede, at såvel som at Steiner i Frihedens filosofi giver et hjælpemiddel til, at tanken kan iagttage sig selv, så kan ”ånden, selvet, forholde sig til sig selv på nye måder. Det kan livet ikke. Livet forholder og producerer sig ud af nødvendighed. Mennesket kan uagtet arv og miljø – nemlig med ånden – overveje, om det vil modtage tilbuddet om en snaps! Over for Newtons inerti-sætning ville Steiner protestere og sige, at vore egne bevægelser er ikke mekaniske. Det kan Steiner sige, fordi Newtons betragtning ikke er videnskabelig nok, idet den generaliserer. Hvis alt, hvad der sker i den fysiske verden, er ren mekanik, er der ikke frihed.”

Borgman Hansen indkredsede: ”Hos Luhmann er systemerne frie, det er vi ikke. Men det er vi hos Steiner og Kierkegaard. Hos Steiner er selvet autopoiese, hos Luhmann er systemet autopoiese. Rudolf Steiner har plads for det individuelle. Luhmann sprænger en vis grænse i den hidtidige videnskab, men spørgsmålet er, om han er tilstrækkelig.” I et brev til mig af august 2014 skrev Borgman Hansen, at han mener, at Niklas Luhmann helt mangler ”forståelse for nødvendigheden af en videnskabelig metode”.

Jeg afviser ikke, at autopoiese-teorien kan have berettigelse på områder af fx den biologiske videnskab. Min viden om biologi er for lille til at give bud på dette. Når det kommer til (hele) jeg-væsener, ser jeg forhold, jeg her vil belyse til brug for almindelig antroposofisk vågenhed i studier af emnet. Det er ikke irrelevant, da autopoiese-teorien er udbredt på universiteter jf. blandt andet Skandinavisk Luhmann Forum.

Autopoiesens faddere Maturana og Varela afviser, at vi har et jeg og en ånd. De skriver:

“der er ingen selvbevidsthed uden sproget, der for sin del er et fænomen, som er lingvistisk tilbagevendende/udvekslende[2]. Selvbevidsthed, bevidsthed, ånd – det er fænomener, der finder sted i sproget.” Citatet videregives i bogen Das Unternehmen der Zukunft[3] af en antroposofisk funderet konsulent i virksomhedsførelse, Friedrich Glasl (Bernard Lievegoeds gamle kollega). I bogen refererer Glasl ofte til Frihedens filosofi. Varela og Maturana fortsætter: “Et selv, et ’jeg’, skabes i sproget.” – Her må stilles et spørgsmål, Glasl ikke får stillet på dette sted; skabt af hvem? Antroposofiens svar: – af et jeg!

Konstruktivismens (for)fald ...

På grundlag af konstruktivismens epistemologi (erkendelseslære) sammenligner Varela den jegløse perception og tænkning sådan: ”Man kan se den som et jazzband, som et ensemble, der spiller sammen uden en dirigent, og hvor der udefra pludselig kommer nye toner, som integreres ind i musikkens kontekst og struktureres af den.” Glasl svarer Varela som følger:

”Søger jeg en forståelse af musikken ved at skille instrumenterne ad, kan jeg ikke finde nogen toner, ingen musik overhovedet. Tonerne skabes kun, når en musiker med en bestemt intention får mundstykket til at vibrere ved at blæse igennem det. Og jazzmusikernes tilsyneladende dirigentløse harmoni kan afgjort ikke forstås, hvis vi ignorerer, at der forud for deres musiceren var indgået enighed om en tone, et tema og talrige andre kompositoriske regler. (...) Instrumenternes aktivitet forklares ved, hvad intentionen med musikken er, præcis som at tænkningen ikke producerer ånden, men at ånden producerer tænkningen og i dette gør brug af de neurofysiologiske instrumenter. Derfor er det tåbeligt at søge ’jeget’ i de fysiske celler og molekyler. Dette eksempel viser, at konstruktivisme som materialistisk filosofi er fanget af sine egne præmisser.”

Hvad med Luhmann? – For ham synes begrebet ’sjæle’ at være opstået ”i forsøget på at beskrive en form for personlighed og i kommunikationen at etablere begreber om vore første og sidste tanker, altså tanker som vi aldrig vil kunne observere.”[4] Tillige er det ifølge Luhmann og konsulent Gerd Gerken fremtidens etik, at der ingen etik er. Det er for dem en ny etiks opgave at begrænse ’moralsfæren’ (Glasl, s. 85).

... Eller foreløbige sejr?

Et konkret autopoietisk system er managementsystemet Lean, også kaldet Toyota-modellen. På flere virksomheder og hospitaler har Lean skabt, hvad jeg må betegne som menneskelig fornedrelse. Forfatteren Mikael Nyberg[5] og andre har rapporteret herom, og en af undertegnedes venner, der arbejder på en af landets største virksomheder, fortæller mig om forhold under Lean, som vidner om stadigt fremskridende fysisk og psykisk automatgørelse og nedslidning af folk. Psykologisk udspekulerede kontrolsystemer, tavlesystemer og ord om ansvar og indflydelse går hånd i hånd med stress, fyring af de ’illoyale’ og indirekte trusler.

Jeg vil ikke generalisere. Nogle arbejdspladser og organisationer kan nok få gavn af dele fra Lean i en slankning af mellemled og resursespild. Dette kan bare godt udvikles uden autopoietiske og i øvrigt helt uetiske inertisystemer.

Poiese kan oversættes til at gøre, at handle. Verbet potior var latin for at magte, potestatis var dets substantiv. Det franske pouvoir betyder både magt og det at gøre, handle. På tysk er Macht (magt) afledt af machen (gøre). Er inden for autopoiese-systemer den, der handler, den samme som den, der har magt? Hvis ikke, hvem har da magten til at bestemme retningen?

Noter

1: M. Falkos foredragsnotater

2: “a phenomenon of linguistic recursion”

3: 1994. Citat fra s. 81 i den engelske udgave; The Enterprise of the Future, Hawthorn Press 1997

4: G. Harste, s. 94 i: Luhmann og magt, udg.: Unge Pædagoger 2010

5: M. Nyberg: Toyota-modellen og hospitalerne, Information, 31/3-2005. https://www.information.dk/103681