EU'S RETSLIV: KONSEKVENSER OG DEMOKRATI

 

 

 

Lov og ret fra marmelade til krigsvåben: Retspolitik betegner det politiske sagsområde, der omhandler retssystemet såsom straffelov, overvågning, retsplejelov og institutioner som domstole og politi. Derudover påvirker EU-lovgivningen også retten til, om vi kan nedruste, købe marmelade uden sulfit i, og meget, meget andet. Artiklen vil altovervejende se på den egentlige retspolitik.

 

Det er menneskeligt umuligt at sammenfatte alle hidtidige følger af EU's retspolitik. Men temasiden her vil bringe nogle af dem og vil desuden kaste lys på de principielle og potentielle problemer ved EU's retspolitik – inklusive det vel nok helt tilgrundliggende: Hvor lidt det enkelte menneske i EU egentlig kan bidrage til at definere, hvad der overhovedet er fornuft eller ufornuft i retslivet.

 

 

ARTIKEL

 

 

Af Magnus Falko. Udgivet 21. sept. 2015. Opdateret 14. nov. 2015.

 

 

INDHOLD, kapitler:

 

1: EU-ret – nogle grundtræk

2: Retsforbeholdet kontra ”tilvalgsmodellen”

2.1: Europol som murbrækker

2.2: ’Tilvalg’ unødvendigt og skadende – et generelt kig

2.3. Alternativets opfattelse hidtil

2.4: Unødvendighed og skadelighed – et konkret kig

2.5: Om usandheder, antydninger og generaliseringer

3: Hidtidige konsekvenser af EU-ret – eksempler

4: Nogle bud på en anden vej

 

 

 

 

Kapitel 1: EU-RET – NOGLE GRUNDTRÆK

 

 

Mellemfolkelige regler og aftaler kan i mange sammenhænge være stærkt fordelagtige, fx inden for internationalt postvæsen og udenrigsflyvning. Sådanne områder har de fleste af verdens lande samarbejdet mellemstatsligt om i adskillige årtier også før EU og forløberen EF, og det kan og gør de stadig. Hvis de ikke gjorde det, ville næppe nogen turde sætte sig op i et udenrigsfly. EU-systemet behøves ikke. – Hermed er jeg ikke sort-hvidt-seende:

 

● Der er eksempler på EU-standarder i fx retsplejen (retssikkerhed), som undertegnede mener er klogere og sundere end eksempelvis danske, som disse er i skrivende stund. Men da de eksempler er mit synspunkt, og læseren kan have et andet synspunkt, giver det ikke mening at bedømme EU's retspolitik alene ud fra konkrete sager. Først og fremmest må retslivet udformes demokratisk. For det andet skyldes ”højere standarder” i EU-regi til tider, at Danmark via nationale lovgivninger med andre vinklinger og afsæt i praksis, altså som resultat, har de samme rettigheder eller pligter, som den givne EU-lov giver. Man kan derfor ikke automatisk sige, at manglende dansk tilslutning til ”en god EU-retsakt” er et svigt.

 

● Demokrati er også løsningen på det, at nationale bureaukrater til tider overfortolker EU-lov. Det kan have (ekstra) negative følger i samfundet, eller EU kan mere eller mindre uretmæssigt blive nationale politikeres syndebuk. Dette og andre fænomener har organisationen for europæisk mellemstatsligt samarbejde, OEIC, udgivet en rapport om; 'EU:s detaljstyrning versus Sveriges devis ”regler är till för att följas” – en kulturkrock'. – http://oeiceurope.com/wp-content/uploads/2015/01/eus_detaljstyrning_201404.pdf (udgivet april 2014).

 

 

Grundlæggende tragedier ved EU-retten:

 

● At der på bl.a. arbejdsmiljø-, sundheds- og miljøområdet i praksis ofte er tale om maksimumsregler. Lande risikerer altså at dømmes ved EU-domstolen for højere standarder end EU's. Det sker, selv om fx miljøregler i teorien er minimumsregler, men da miljøreglerne samtidig i almindelighed ikke må kollidere med den øvrige traktats paragraffer om fri konkurrence med videre, er der reelt ofte tale om maksimumsregler. Dette er en utilstedelig samarbejdsform.

 

● Ni ud af ti EU-love kommer aldrig omkring Folketinget, men implementeres af embedsmænd. Direkte kan EU ikke klandres for dette, men ser man på sagen i helikopterperspektiv, opstår spørgsmålet: Kan noget lands folkevalgte overhovedet overkomme og nå at forholde sig til al EU-lovgivning? Jeg vil påstå, at dette er menneskeligt umuligt, da (også) EU lovgiver alt for meget!

– Læs Berlingske Tidendes to artikler om sagen, begge fra 17. april 2015, her i avisens netudgave politiko.dk:

 

”Det, vi ser nu, er resultatet af en samfundsmæssig proces, hvor målet er at skabe en fælles EU-stat.” Sådan sagde juraprofessor Vagn Greve til magasinet NOTAT i 2007 om strømmen af EU-initiativer på det retslige område. Undertegnede anser, at denne proces – der absolut ikke er nogen ”naturlov” – i sig selv er en ulykke. Henning Bang Fuglsang Sørensen, adjunkt på Syddansk Universitet, fulgte i NOTAT otte år senere (nr. 1287, september 2015) op med denne spådom: ”Mit bud er, at ligesom vi har en dansk straffelov og retsplejelov, så vil vi se en regulær EU-straffelov. Der går formentlig adskillige årtier, for det er virkelig et ømtåleligt område for stater og borgere. Men når vi nu er ved at lægge an til en europæisk anklagemyndighed, så er vi jo godt på vej til at få en EU-retsorden. Og eftersom EU-retten har forrang, vil den overtage på flere og flere områder.”

 

● Med EU's nuværende traktat, Lissabon-traktaten, skal EU's retspolitik gøres generelt overstatslig. Dog med en enkelt undtagelse: En fælles anklagemyndighed kan kun besluttes ved enstemmighed. Overstatslighed er et problem for folkestyret, fordi medlemslande, altså folkevalgte regeringer, kan stemmes ned, når EU-love skal besluttes. Overstatslighed står derfor i modsætning til fx den nordiske tradition, hvor landene vedtager det, man bliver enige om. Processen med at gøre EU’s retssamarbejde overstatsligt har været i gang og er lige i denne tid ved at accelerere.

 

Den 3. december 2015 skal danskerne til folkeafstemning om, hvorvidt vi vil droppe det såkaldte retsforbehold og indgå i EU’s overstatslige måde at samarbejde om retspolitikken (se også kapitel 2). Bliver det et Ja, tiltræder Danmark dels 22 konkrete EU-love på retsområdet med det samme, dels overfører vi vores suverænitet (selvbestemmelse) helt generelt på retsområdet til EU. Det er derfor, vi skal til folkeafstemning. Ender afstemningen med et Ja, vil danske politikere reelt ikke komme til at ane, hvad de stemmer om i EU-systemet. Dette har været uhyre lidt belyst i de konventionelle massemedier.

 

Sagen er nærmere fortalt, at Folketinget kun kommer til at tage stilling til EU-kommissionens første udkast til et direktiv eller en forordning. Men forslag kan i løbet af lovgivningsprocessen undergå ændringsforslag, der kan ændre det udkast, man egentlig sagde ja til. Det indledende ja er det, der binder. Dette voldsomme problem er blevet belyst af Carsten Willemoes Jørgensen, forsker i EU-ret og EU’s beslutningsprocesser på Juridisk Institut på Aarhus Universitet, over for dagbladet Arbejderen, læs:

http://www.arbejderen.dk/indland/politikerne-aner-ikke-hvad-de-siger-ja-til

 

Som følge af EU-traktaterne siden Maastricht-traktaten i 1992 og ultimativt den nuværende traktat (Lissabon-traktaten) er også Den Europæiske Politienhed Europol gået fra at være et mellemstatsligt samarbejde til at være et egentligt EU-agentur. Det finansieres direkte af EU-budgettet. Europol har et årligt budget på omtrent 84 millioner euro og over 900 ansatte på hovedkontoret i Haag. Europol kommunikerer ikke direkte med de nationale politimyndigheder, men via kontaktpersoner på Europols landekontorer. I den såkaldte Europol-afgørelse står der, at ethvert medlemsland er forpligtet til at etablere en national enhed med tjenestemænd og en landechef.

 

Da EU (endnu da) ikke er en føderalstat, også kaldet forbundsstat, har Europol ikke helt samme kompetence som det amerikanske forbundspoliti FBI. Europol fungerer snarere som en støtte for medlemslandenes politimyndigheder, dog vil vi senere se på, at Europol er ved at tiltage sig et vist selvstyre. Da Europol blev etableret i 1995, var det ikke på politiets opfordring, men en politisk idé, som især den tidligere tyske kansler Helmut Kohl var stærk tilhænger af, når han talte om et ”europæisk FBI”. Europol blev til virkelighed, da Europol-konventionen trådte i kraft i 1998, og man påbegyndte de første fælles operationer i 1999.

 

Jeg har endnu ikke hørt noget godt argument for at gøre retspolitikken generelt overstatslig.

 

● Også Europas forskellige folkeslag har forskellige retstraditioner. Disse er affødt af kulturelle forskelle, hvoraf nogle – måske flere, end vi kan sanse bevidst – er formede af naturforhold. Hvorfor skal alt være ens, også på retsområdet? Er forskellighed ikke livets salt? EU's betegnelse for ensretning er harmonisering. Men som enhver musiker ved, kan der kun opnås harmoni med flere toner. Er der kun én tone, så er der ikke harmoni, men monotoni. Selv lande med mange fællestræk som Danmark og Sverige har ganske forskellig strafferet og forvaltning. Sverige kriminaliserer fx de prostitueredes kunder, har offentlige skattelister og forbyder efterforskning af sager om embedsmænd, som lækker til pressen.

 

Mange tilhængere af EU anser, at overstatslige love blot er "en udvidelse af demokratiet", men demokratiet svinder jo reelt ind for alle de enkelte mennesker. Med EU-centraliseringen udvides indflydelsen for nogle politikere og deres arbejdsfora, men indflydelsen svækkes for befolkningerne, fordi det bliver mere og mere ligegyldigt, hvem de stemmer på.

 

EU-politikere påstår eller insinuerer ofte, at kun overstatslighed er bindende, men det er helt åbenlyst ukorrekt. Så skulle NATO, WTO, Den europæiske Menneskerettighedsdomstol og en stribe andre internationale fora ikke være forpligtende samarbejde? De bygger nemlig alle på mellemstatslige aftaler. Mellemstatslige aftaler er både juridisk og politisk forpligtende.

 

Tilhængere af EU burde tænke på, at på sigt er et samarbejde kun effektivt, når der er fuld tilslutning til det hos alle deltagende parter. Selvfølgelig er der risiko for, at (store) lande kan bryde reglerne, men det gælder også for overstatsligt samarbejde, jf. blandt andet Tysklands og Frankrigs årelange brud på ”stabilitetspagten”.

 

Helt grundlæggende må man spørge: Hvad er overhovedet garantien for, at en lov bliver socialt sund og kløgtig, blot fordi den vedtages på en overstatslig flertalsbaggrund?

 

 

 

 

 

Kapitel 2: RETSFORBEHOLDET KONTRA "TILVALGSMODELLEN"

 

 

For 22 år siden sagde et flertal af danskerne nej til, at EU skulle få overstatslig magt over retspolitikken, det vil sige på områder som strafferet, retssikkerhed, skilsmissesager, arveret, udlændingepolitik, med mere. Vi fik dermed en undtagelse fra EU’s overstatslige politi- og retssamarbejde (sammen med undtagelserne fra euroen, ”EU-borgerskab” og overstatsligt EU-militær). Desværre er det lykkedes EU-tilhængere og medier at omdøbe undtagelserne til det mere vage ord ’forbehold’, så dette benytter jeg nødtvungent.

 

Der er en grund til, at Danmark for 22 år siden fik et retsforbehold. Det skyldes, at EU’s retspolitik i mange henseender er skadelig og udemokratisk. Det kommer blandt andet til udtryk gennem masseovervågning og masseregistrering af personer og personfølsomme oplysninger. Aktuelt (og især angående tilvalgsordningen) ses dette med det såkaldte PNR-register, der indeholder masseovervågning af alle flyrejsende til og fra EU, og den såkaldte Smart Borders Package, der indeholder masseovervågning af alle, der kommer til EU’s grænser (herunder iris-, ansigts- og fingeraftryksscanninger). Alt sammen til skade for retssikkerheden og den personlige frihed. Se gerne uddybede eksempler i kapitel 2.4.

 

3. december i år (2015) skal danskerne som tidligere nævnt have folkeafstemning om, hvorvidt de vil beholde retsforbeholdet eller få en såkaldt ’tilvalgsordning’, hvor de danske politikere fra sag til sag kan give magt til EU. Men de danske EU-undtagelser er netop indført for at sikre, at EU-partierne ikke giver magt til EU uden om befolkningen. Har et flertal en gang afgivet magten over et område til EU, så bestemmer EU, uanset hvem danskerne fremover stemmer på. Derfor er en tilvalgsmodel en løbende afgivelse af suverænitet og demokrati. Dette er dybest set tilstrækkeligt at vide op til 3. december, men vi kan jo se lidt nærmere på sagen...

 

 

Ja-siden stiller folkeafstemningen og retsundtagelsen op som et spørgsmål om ”for eller imod internationalt samarbejde”. Det er en grov løgn. Spørgsmålet den 3. december handler udelukkende om, hvorvidt det retslige samarbejde skal være overstatsligt (udemokratisk) eller mellemstatsligt. Med ’udemokratisk’ mener jeg udemokratisk for nu også de danske vælgere, specielt fra alle efterfølgende folketingsvalg efter et givent tilvalg. Ja-siden ønsker overstatslighed. Overstatslighed i EU er konkret = flertal i Rådet (Ministerrådet) for det, som EU-Kommissionen foreslår.

 

Hvis vi bevarer retsundtagelsen, kan vi nemmere stille politikerne til ansvar for den retspolitik de fører, og dermed vil det være nemmere at kræve en høj grad af retssikkerhed i Danmark. Samtidig kan Danmark fortsat samarbejde internationalt i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet. Norge, der ikke er med i EU, er et levende bevis på, at et land kan bevare retspolitisk suverænitet og samtidig bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

 

Hvis danskerne derimod stemmer Ja til tilvalgsordningen, så vil Danmark øjeblikkeligt afgive den fulde, grundlæggende suverænitet over hele retsområdet til EU. Det er korrekt, at Danmark fra sag til sag til- eller fravælger vedtagelser (retsakter) fra EU, men suveræniteten over retsområdet vil blive overført til EU, i det øjeblik vi afskaffer retsforbeholdet. Man kan ikke ”nøjes” med at afgive suverænitet på de enkelte retsakter (bid for bid så at sige) – suverænitet over hele RIA-området bortfalder uden retsforbeholdet. RIA står for ’retlige og indre anliggender’ i EU.

 

● Med en tilvalgsordning omgår EU-partierne på snedig vis paragraf 20 i Grundloven, der siger, at suverænitetsafgivelse til EU skal afgøres af et 5/6 dele flertal i Folketinget eller gennem en folkeafstemning. Hvis vi siger ja til en tilvalgsordning, siger vi nemlig samtidig ja til, at EU-partierne får råderet over hele retsområdet, og at ingen suverænitetsafgivelse på dette område skal til folkeafstemning eller afgøres af et 5/6 deles flertal. Det kan et simpelt flertal blandt EU-partierne gøre, lige når de har lyst – og i det omfang, de har lyst.

 

● Selvom EU-partierne med tilvalgsordningen fravælger nogle retsakter (hele asylområdet plys 10 civil- og strafferetslige retsakter), er dette kun et midlertidigt fravalg, forstået på den måde, at et simpelt folketingsflertal til enhver tid kan ”omstøde” disse beslutninger og afgive magt til EU – også på disse områder. Tilvalgsordningen skaber den uheldige situation, at kun fravalgene er midlertidige/usikre, nemlig fordi et nyt flertal altid kan lave dem om til tilvalg. Tilvalgene er derimod uigenkaldelige, idet end ikke et flertal på 179 folketingsmedlemmer kan trække magten tilbage fra EU, når først EU har fået magten over dele af eller hele RIA-området. Kort og godt: Fravalg kan laves om – ved tilvalg fanger bordet.

 

Til dette siger Ja-siden, at dét bliver jo i så fald et demokratisk valg foretaget af folkevalgte politikere, og sådan er det repræsentative demokrati. Javist, men det ændrer jo ikke ved, at det er en ensporet vej. Det overførte kan ikke føres tilbage af fremtidige folkevalgte. Dermed indskrænkes netop folkestyret og det repræsentative demokratis betydning og indhold.

 

 

 

Hvad ville du gøre...

Hvis en tilbød dig: ”Hej. Jeg vil tilbyde dig at komme med i vores klub. Du bestemmer selv, om du vil være med eller ej. Du skal bare vide, at hvis du siger ja, kan du aldrig komme ud igen. Det sidste gælder også for dine børn.” –?

”Klubben” kan være hvad som helst; spørgsmålet er principielt. Der er kun to muligheder for senere at træde ud, hvis ”klubben” er EU’s overstatslige retspolitik med eller uden 'tilvalgsordning', nemlig udmeldelse af selve EU eller at flytte til et ikke-EU-land.

 

 

Er reelt demokrati ikke at kunne tilvælge og både nu og senere at kunne fravælge?

 

– Jo, selvfølgelig, det er det jo. Derfor er politikernes ’Tilvalg’ et fravalg af befolkningen.

 

Mellemstatslige aftaler, der kan indgås under den nuværende retsundtagelse, har den afgørende forskel fra de overstatslige aftaler, at man har mulighed for at sige til og fra – og at man på et hvilket som helst tidspunkt kan ophæve aftalen igen. Desuden vil et ja til en svækket retsundtagelse føre til, at der sandsynligvis aldrig kommer yderligere folkeafstemninger i Danmark om retspolitikken og EU.

 

 

*

 

 

Kapitel 2.1: EUROPOL SOM MURBRÆKKER

 

 

At bordet fanger, ved EU-partierne godt. De forsøger derfor at skræmme danskerne til at afskaffe retsundtagelsen ved at påstå, at Danmark ikke kan samarbejde med EU's politienhed Europol, når nu Europol snart bliver overstatsligt. Men det er forkert, hvis politikerne altså selv vil og gør en ærlig indsats for det. Danmark kan fortsat samarbejde med Europol om at bekæmpe menneskehandel, terror og anden grænseoverskridende kriminalitet, ligesom blandt andet Norge og Island, der er uden for EU, gør det i dag. Men Ja-partierne i både den nuværende V-regering og den foregående S-R(-SF)-regering har faktisk selv stoppet arbejdet med at opnå en mellemstatslig ordning, velsagtens fordi de ellers ville miste deres "argument" for at fifle med hele retsforbeholdet ... forbløffende belejligt er det i det mindste!

 

– Europols egen oversigt over ikke-EU-lande, man samarbejder med (den samlede liste over samarbejdspartnere er dog ikke offentlig):

https://www.europol.europa.eu/content/page/external-cooperation-31

 

Altinget.dk om at ja-siden selv stoppede forhandlingerne:

http://www.altinget.dk/eu/artikel/regeringen-dropper-arbejde-for-saeraftale-om-europol

 

Visse ja-politikere har op til folkeafstemningen 3. december udtalt, at de ”tror egentlig, at nejsigerne ønsker Europol”. Men det kan der ikke generaliseres om. Eksempelvis Folkebevægelsen mod EU går ikke ind for Europol, men plæderer i stedet for blandt andet Interpol. På dette punkt er nejsigerne forskellige, præcis ligesom der også er forskellige grunde for at stemme Ja. Folkebevægelsen ser en stribe grunde til at være betænkelig ved Europol.

 

Det organ, der på papiret fører demokratisk kontrol med Europol, er EU-parlamentet. Men parlamentets kontrol med Europol er en illusorisk. Kontrollen er reelt begrænset til, at parlamentet skal se Europols regnskab efter i sømmene. Der, hvor det virkelig gælder, har parlamentet ingen beføjelser. Parlamentet har hverken mulighed for at vurdere Europols operationelle arbejde eller holde øje med, om Europols arbejde sker i henhold til borgernes retssikkerhed. EU er desuden i denne tid i færd med (endnu) en styrkelse af Europol – det vil sige, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan være helt sikre på, hvilket Europol, vi kommer til at samarbejde med, hvis vi bliver en del af det overstatslige politisamarbejde. Dette er i sig selv et argument for at vente og se reformen an, hvis man da tager retssikkerhed seriøst. Den nuværende viden om styrkelsen af Europol peger i følgende retning:

 

● Medlemslandene skal i højere grad forpligtiges til at opgive oplysninger til Europol og inddrage Europol i efterforskninger.

 

● Europol skal have mere magt til at indlede efterforskninger i medlemslande. Det er fortsat uklart, hvordan det kommer til at foregå. Det kan betyde, at Europol kan pålægge medlemslandenes myndigheder at starte efterforskninger.

 

● Europols mandat udvides til alle former for "kriminalitet, der berører en fælles interesse, der er omfattet af en EU-politik". Her er der sandsynligvis tale om en omfattende udvidelse af Europols kompetenceområde, da det kan betyde, at Europol får beføjelse og jurisdiktion til at blande sig i alle efterforskninger og kriminalsager i alle medlemslande.

 

Selvom vi ikke kender den endelige udformning af et nyt og stærkere Europol, er der altså flere forhold, der peger i retning af, at styrkeforholdet mellem Europol og de nationale politimyndigheder ændrer sig, således at Europol får mere magt på langt flere områder. Samtidig er der intet i det nye Europol, der tyder på, at medlemslandene eller EU-institutionerne får bedre mulighed for at kontrollere Europol.

 

 

Hvis de EU-ivrige politikere ville, kunne de bare lave en særskilt folkeafstemning om Europol. Men de vil hellere bruge Europol – samt en nøje udvalgt liste af konkrete EU-retspolitikker – som løftestang eller murbrækker for at kunne fjerne retsforbeholdet helt i løbet af de kommende regeringsperioder. Folketingets Ja-partier minus Alternativet har derfor lavet denne 'Aftale om Danmark i Europol' med hinanden: http://www.stm.dk/_p_14101.html

– samt denne 'Aftale om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender':

http://www.eu.dk/~/media/aftale_om_tilvalg_af_retsakter.ashx

 

EU har i dag 48 regelsæt på det retspolitiske område, som Danmark ikke deltager i på grund af retsforbeholdet. Danmark skal tage stilling til, hvilke af de regler der i givet fald skal gælde i landet. I den ovennævnte aftale indgår en liste med 22 af disse EU-retsakter, som med et eventuelt Ja den 3. december overføres til det overstatslige og altså indføres i Danmark. (To af dem har man dog valgt at sammenskrive, så der i den forstand er 21. Det er direktivet om den europæiske beskyttelsesordre og forordningen om den europæiske beskyttelsesordre).

 

 

Derudover omtaler tilvalgsaftalen 10 retsakter, som de pågældende partier ikke ønsker. – I hvert fald ikke i øjeblikket, og heri er et af kerneproblemerne, for dem kan Ja-partierne senere overføre til EU’s overstatslighed og indføre, og det samme gælder alskens andre EU-retsakter, der måtte opstå.

 

De sidste 17 retsakter har at gøre med asyl- og indvandringspolitik – et område, som EU-partierne helt har fravalgt i tilvalgsordningen.

 

Foruden de 48 regelsæt/retsakter er der lige nu 15 forslag til retsakter på det retspolitiske område, som er under forhandling, og som Danmark derfor på et tidspunkt skal til- eller fravælge med en tilvalgsordning. EU-partierne Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har desuden aftalt, hvordan de i fremtiden vil bruge tilvalgsordningen til at tilvælge EU-retsakter. Alle fem partier skal være enige, før Danmark i fremtiden kan vælge at tilslutte sig fælles regler om asyl. Blandt de regler, som ikke omhandler asyl og indvandring, kan skiftende politiske flertal i Folketinget frit vælge, om Danmark skal tilslutte sig.

 

Stemmer et flertal Ja, vil der kun være et forbehold over for de retspolitiske retsakter, som handler om asyl og indvandring. Alle andre retspolitiske tiltag – herunder civilretslige love og strafferetslige love – vil være i spil og vil være en mulighed for nuværende, fremtidige og skiftende folketingsflertal at vælge til, så de bliver til dansk lov.

 

Aftalen udtrykker det sådan her (mine fremhævelser af aftalens trykte ord):

 

”Som fastslået i aftalen om Danmark i Europol er aftalepartierne enige om, at der ikke i den kommende valgperiode kan ske tilvalg af eksisterende forbeholdsbelagte retsakter, som vi ikke forud for folkeafstemningen har tilkendegivet at ville søge tilvalgt. Såfremt aftalepartierne senere måtte ønske at tilvælge sådanne retsakter, kan det kun ske ved enighed blandt aftalepartierne eller ved, at det annonceres forud for et folketingsvalg.”

 

● ”i den kommende valgperiode”: Så kort strækker Ja-partiernes demokratiske garanti sig altså.

 

● ”eller”: demokratiet isoleres altså til kun nogle af landets partier. Udelukkelse af andre partier er ikke i demokratiets ånd, hvad enten man er for eller imod overstatslig lovgivning.

 

Beholder vi retsforbeholdet, er der mulighed for fortsat at være en del af Europol-samarbejdet, enten mellemstatsligt via en parallelaftale eller fuldgyldigt og overstatsligt gennem en særskilt folkeafstemning. Med den overstatslige model kan vi ikke træde ud af samarbejdet, hvis det udvikler sig i en retning, som Danmark finder uhensigtsmæssig. Hvis danskerne stemmer Ja den 3. december, vil Danmark kun kunne træde ud af Europol ved at melde sig helt ud af EU. Stemmer vi Nej, vil Danmark muligvis i første omgang ryge ud af Europol, fordi EU-tilhængerne har nølet med at arbejde for en mellemstatslig særordning. Men vi kan naturligvis komme med senere på en af de to førnævnte måder.

 

Norge, Schweiz og Island opererer i dag fuldt og helt i Europol, selvom de ikke er en del af EU's overstatslige retspolitik. Det gør de gennem samarbejdsaftaler og det er et selvstændigt argument for et Nej den 3. december, at Danmark også kan få en sådan aftale. Det betyder, at Danmark i så fald vil deltage fuldt i det operationelle politisamarbejde, men Danmark vil ikke kunne deltage i udviklingen af Europol, ligesom Danmark ikke vil have en stemme i forhold til, hvilken retning Europol skal gå, altså hvilke typer kriminalitetsbekæmpelse skal opprioriteres, osv. Det er jeg, Magnus Falko, ikke så ked af, da jeg hverken støtter EU eller Europol (internationalt giver Interpol langt mere mening), men jeg respekterer mine meddanskeres mening og ser derfor langt hellere en selvstændig folkeafstemning om Europol-medlemskab end en all-round-afskaffelse af retsforbeholdet.

 

To af Ja-sidens argumenter op til folkeafstemningen 3. december er følgende:

 

#1: at ryger vi ud af Europol, så mister det danske politi adgangen til Europols nyttige databaser, såsom motorregistre, pasregistre og fingeraftryksregistre. Arbejdet foregår sådan, at hvis det danske politi eksempelvis mistænker en nederlandsk borger for at deltage i et narkokartel i Danmark, så kan en dansk betjent i Europol spørge sin nederlandske kollega, om den pågældende borger optræder i forskellige registre. Hvis den nederlandske betjent bekræfter, sender det danske politi en officiel anmodning til Nederlandene om at se nærmere på forholdene. Ifølge magasinet NOTAT nr. 1287, september 2015, vil den adgang blive besværligere, hvis det danske politi står uden for Europol. Så skal Danmark i stedet sende en retsanmodning til Nederlandene, som skal svare på, om der er et hit (træf). Først derefter kan Danmark sende en officiel anmodning om at få flere oplysninger på personen.

 

Spørgsmålet er så, hvor stor en forskel det vil gøre for politiets arbejde. Til dette citerer NOTAT Jan Jarlbæk, tidligere dansk betjent i Europol og i dag direktør i et privat sikkerhedsfirma: ”»På et operativt plan er det ikke meget værre, for så fremsender du bare en forespørgsel, som du gjorde i gamle dage med afsæt i retshjælpskonventionen,« siger Jan Jarlbæk. Retshjælpskonventionen fra 1959 sikrer, at de lande, der har underskrevet den, forpligter sig til at yde bistand til retsforfølgelse af forbrydelser. Derfor kan Danmark stadig samarbejde bilateralt [Falko: tosidet, mellemstatsligt to lande imellem] med de andre EU-lande.

»Det svarer til, om jeg skal klikke en eller to gange, når jeg skal læse avisen,« forklarer Jan Jarlbæk.”

 

Langt fra alle er dog enige i, at problemerne vil være så små. Henning Bang Fuglsang Sørensen, adjunkt på Syddansk Universitet, er en af dem. Han forudser flere store problemer, hvis Danmark ryger ud af Europol. Det er nemlig kun staterne, og ikke EU, der har underskrevet retshjælpskonventionen. Derfor vil det danske politi ikke få adgang til de mange krydsdatabaser, Europol er i besiddelse af, som giver overblik over, hvordan kriminaliteten udvikler sig på tværs af grænserne. Dem har Norge eksempelvis kun begrænset adgang til, skriver NOTAT.

 

#2: Det er desuden rigtigt, hvis vi kommer mellemstatsligt med i Europol, at vi ikke på formel og direkte måde kan bidrage til senere udviklinger af Europols bestemmelser, men dette kommer jo netop af, at det hele tiden har været hensigten at gøre Europol og rets- og politisamarbejdet overstatsligt(!). Det kunne EU bare lade være med – men så ville EU selvfølgelig ikke længere være EU, men ville derimod være et (mere) demokratisk, internationalt samarbejde. Uformelt og indirekte vil Danmark kunne påvirke Europol gennem at være et godt forbillede (hvis vi har vilje til at være dette), naturligvis forudsat at de andre lande og aktører i Europol er modtagelige for gode, internationale forbilleder. Men er de ikke det, hvis vi ”står udenfor”, hvorfor skulle de så være det, hvis vi er ”indenfor” og ”med ved udviklingsbordet”? EU-tankegangen bider således sig selv i halen:

 

Både i tilfælde #1 og #2 er der tale om en euro-nationalistisk selvtilstrækkelighed i EU. Hvis EU-kritikernes støtte til den frie stillingtagen – som en del EU-tilhængere vrængende kalder for et ”tagselvbord” og ”a la carte” – skulle være noget foragteligt, så skulle de også foragte alle lande i verden uden for EU, for hvis Europol mener at have data om ”kriminalitetens udvikling over grænserne”, vil de så holde dataene for sig selv, også over for lande der står helt uden for EU? Europol beskæftiger sig jo netop ikke kun med kriminalitet inden for EU’s grænser. Og hvis de gjorde, da måtte man i sandhed spørge: Hvorfor det? Politisamarbejdet Interpol omfatter foruden Danmark 189 andre lande og giver dermed langt mere mening.

 

”Tagselvbord” og ”à la carte” er mange EU-tilhængeres hånlige betegnelse for dette kun at tiltræde det, man ønsker. Jeg kalder det demokrati. Det er i det mindste demokrati, når politikerne er folkevalgte, og beslutningsprocessen fra og med idé-niveauet er offentligt tilgængelig og inddragende. Dette sidste kan man heller ikke altid sige om nationale love og regler, til gengæld er de nationale politikere folkevalgte. Det er EU-Kommissionen ikke. I EU-systemet er Kommissionen det organ, der har initiativretten.

 

Jeg siger ikke, at Interpol er perfekt og ikke kan trænge til reformer foretaget efter folkelig debat og en demokratisk politisk proces, men dette forhold vil være et meget ringe argument for Europol og i særdeleshed for at gøre Europol overstatsligt. Den overstatslighed er kommet endeligt til med Lissabon-traktaten, som kun ét EU-land (Irland) har haft folkeafstemning om. Først stemte irerne Nej. Året efter fik de et omvalg – folket havde jo stemt forkert! – og da blev det et Ja. Demokrati?

 

 

*

 

 

Kapitel 2.2: ’TILVALG’ UNØDVENDIGT OG SKADENDE – ET GENERELT KIG

 

 

Tilvalgsordningen er ikke kun udemokratisk, den er også unødvendig, for:

 

i talrige tilfælde vil den danske regering ganske enkelt bare kunne kopiere EU-loven, hvis regeringen synes, at en konkret EU-lovgivning på retsområdet er fornuftig. Dette hindres på ingen måde af retsforbeholdet. Danmark har indtil nu – og trods retsforbeholdet – uden problemer kunnet opnå regelharmoni med EU-reglerne på RIA-området, simpelthen ved at indføre danske love, der svarer til EU-reglerne.

 

i tilfælde med decideret samarbejde vil vi ofte kunne få en såkaldt ’parallelaftale’ med de andre EU-lande om at være med alligevel. Jeg tænker her på de EU-regler, der indeholder princippet om såkaldt gensidig anerkendelse. Princippet om gensidig anerkendelse indebærer blandt andet, at medlemsstaterne accepterer gyldigheden af hinandens afgørelser. Det vil sige, at en afgørelse truffet i én medlemsstat som udgangspunkt anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, uden at den anden medlemsstat skal træffe en ny afgørelse. Danmarks ønske om at deltage i sådanne retsakter er alene mulig enten via en parallelaftale eller ved en afskaffelse af retsforbeholdet. Parallelaftaler er mellemstatslige aftaler om noget, der ellers er overstatsligt.

 

EU-tilhængerne gør meget ud af at fortælle om ”de tilfælde, hvor Danmark har fået afslag på anmodninger om sådanne særaftaler”. Dette drejer sig reelt om 2 ud af i alt 6 ansøgninger. Vi hører også, at ”den danske erfaring viser, at det tager 4-6 år at få en parallelaftale i stand” – ”og dette giver frit spil for kriminelle”. Ja-politikerne er derimod ikke meget for at fortælle, at det kun tog ikke-EU-landet Norge ét år at få sin samarbejdsaftale om operationelt medlemskab af Europol. Forhandlingerne med EU blev indledt i marts 2000. Et år efter var Norge med. Siden da har EU vist stor vilje og evne til at inddrage lande i Europol hurtigt og effektivt. Teknisk set er Norges aftale ikke en parallelaftale, men slet og ret en operationel aftale. En samarbejdsaftale er det under alle omstændigheder, og her finder jeg tre principielle problemer ved EU og dermed også ja-sidens argumentation:

 

#1: Hvis lande uden for EU kan opnå operationelt Europol-medlemskab på blot et års tid, så er det da helt urimelig tosset, hvis EU er skruet sådan sammen, at det tager ”4-6 år” for et medlemsland at opnå en Europol-parallelaftale. Det hænger ikke sammen, for så er det da EU snarere end retsforbeholdet, der bør laves om.

 

#2: I øvrigt er det vel værd at vente et stykke tid på noget, der handler om et lands statsretlige status og demokratiet. Er vi så egoistiske, at vi ikke tænker på vore børn, fremtidens vælgere? Som en klog mand sagde engang: Den, der opgiver sin frihed for at opnå en smule midlertidig tryghed, fortjener ingen af delene og mister dem begge.

 

#3: Kopierer vi så bare reglerne fra EU, hvis vi laver en samarbejdsaftale? Nej, faktisk ikke. En af grundene til at Norge brugte et helt år på at forhandle en aftale på plads, var netop, at Norge havde en række betænkeligheder ved blandt andet databeskyttelse. De ville derfor være helt sikre på, at et samarbejde med Europol ikke ville krænke befolkningens grundlæggende rettigheder.

 

Ja-siden gør meget ud af at fortælle, at Norge på grund af sit ”B-medlemskab” af Europol blandt andet kun har en begrænset adgang til Europols databaser. Måske er ja-politikerne ikke bekendte med det, der kom frem i et indslag den 11. november 2015 i DR’s ’Orientering’. Her blev det fortalt, at lande som Bosnien og Colombia har forhandlet samarbejdsaftaler med Europol, som giver væsentligt større adgang til at samarbejde end den, som fx Norge har. Når et land som Colombia, der ligger på et helt andet kontinent, kan få en fordelagtig, så kan Danmark som EU-land naturligvis også, såfremt vi altså vil.

 

Sandsynligheden for, at andre EU-lande vil nægte os parallelaftaler eller andre typer samarbejdsaftaler, er meget lille, for lande henholdsvis afslår og tilslutter sig noget, når det er i landets interesse. Ja, til tider endda i en almenmenneskelig interesse! Og skulle det være i andre landes interesse, at Danmark bliver ”et fristed for indbrudstyve, menneskehandlere, terrorister og børneporno”? Nej, selvfølgelig ikke. Hvis det virkelig var sandt, at EU-samarbejdet lægger op til sådanne gruppeegoistiske tanker hos et eller flere EU-lande (”os andre imod Danmark!”), da ville det afsløre et problem ved EU og ikke retsundtagelsen. Hvis det virkelig var skadeligt at stå udenfor, ville det være udtryk for en egoisme indenfor. ... Vil du være med i sådan en klub? Det må hver af os spørge sig selv om.

 

 

”Vil eller kan” EU så heller ikke samarbejde med alle disse lande?

Der er cirka 200 lande* i verden. Heraf udgør EU 28. Megen børneporno, narkokriminalitet, kvindehandel m.m. i EU har rødder uden for EU. Alle lande uden for EU står ligesom Danmark uden for EU's overstatslighed. Så hvis det vås, at ”overstatslighed er nødvendigt for EU”, virkelig var sandt, da måtte vi vel konkludere, at EU har valgt at indrette sig sådan, at EU kun – eller næsten kun – kan samarbejde med sig selv ...?

Hvis det virkelig var så svært at få samarbejdsaftaler, som Ja-siden påstår, så ville EU have et alvorligt moralsk problem, for EU-landene og EU-Kommissionen har vel ikke kun et grundlæggende ønske om at samarbejde med Danmark, men også med resten af verden? Har EU det ønske, så nytter det – som før antydet – ikke, at EU har indrettet sig sådan, at det er meget svært at komme til at samarbejde. Spørgsmålet melder sig: Hvad har Ja-partierne gjort for at lette den ifølge dem selv vanskelige proces med at indgå parallelaftaler?

 

– Derfor er det egentlig indlysende, at EU-logikken og skræmmekampagnen ikke giver nogen logisk og rimelig mening. Det er og bliver noget vås, at vi ikke kan samarbejde mellemstatsligt imod grænseoverskridende kriminalitet. I 2011 var Danmark endda ”trods” retsforbeholdet ledende koordinator i Europols anti-børnepornoaktion Icarus. Det kunne vi netop være, fordi Europol stadig var mellemstatsligt. Europols netside om Icarus-aktionen:

https://www.europol.europa.eu/content/press/joint-action-22-european-countries-against-online-child-sexual-abuse-material-internet (læs fx sætningen ”It was agreed that the National High Tech Crime Unit of the Danish Police (DK NITEC) should be the lead country and (...).”

 

Desuden: Selv hvis hverken EU eller Europol fandtes, er der foruden Interpol en stribe mellemstatslige organisationer, som arbejder imod fx kvindehandel, se linksene forneden i dette indlæg af mig (2-3 links er dog forældede nu, men man kan i stedet søge på ord såsom "trafficking" på de pågældende organisationers hjemmesider):

http://www.folkebevaegelsen.dk/nyheder/blog/article/kvindehandel-og-eu

 

 

*

 

 

Kapitel 2.3: ALTERNATIVETS OPFATTELSE HIDTIL

 

 

Partiet Alternativet vil ulykkeligvis ikke engang ”nøjes med” tilvalgsmodellen fra de andre Ja-partiers aftale, men vil af med retsforbeholdet på en gang. Partiledelsen har primært givet begrundelsen, at så vil Danmark kunne samarbejde med EU om de flygtninge, der søger til EU. (EU's overstatslige flygtninge- og asylpolitik er et af de 10 politikområder, som de ovennævnte aftalepartier ikke vil med i for øjeblikket). Ræsonnementet hos Alternativet lyder uovervejet og som en "svipser". Jeg sendte derfor den 22. oktober 2015 et åbent brev til partiets folketingsgruppe og samtlige storkredsrepræsentanter med følgende spørgsmål:

 

1) I http://alternativet.dk/alternativet-anbefaler-et-ja-men-til-kommende-eu-folkeafstemning/ bruges ord, som også jeg støtter på mange felter: ”fælleseuropæisk samarbejde”, ”internationale, fælles samarbejder”, ”øget europæisk samarbejde”, mv. – Endnu har ingen givet mig en tydelig begrundelse for, at dette bør være over- i stedet for mellemstatsligt. Tror du, at overstatslige love og aftaler af natur vil blive mere fornuftige og socialt sunde end mellemstatslige?

 

2) Mener du, at kun overstatslige aftaler kan være forpligtende? Var det sådan, så skulle IMF, WTO, Verdensbanken, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og -domstol og mange andre internationale organisationer være uforpligtende. Men disse bygger alle på mellemstatslighed.

 

3) Flygtningepolitik er partiets hovedargument for en fuld fjernelse af retsforbeholdet. (Hvordan) forholder du og partiet sig til, at retspolitik også i EU-regi er meget mere end flygtninge?

 

4) Danmark kan udmærket både have retsforbeholdet og beslutte selvstændigt at modtage flere flygtninge. Blandt andre EU-positive Margrethe Vestager påpeger, at forbeholdet ”ikke er til hinder for, at Danmark kan deltage” i en fordelingsnøgle – læs fx http://www.altinget.dk/artikel/vestager-forbehold-fritager-ikke-danmark-fra-flygtningeansvar og http://broch.dk/?p=974 ... V-regeringen sagde for nylig ja til at modtage (sølle) 1.000. Vi kan og altså – hvad tænker du om dette?

 

5) Muligvis frygter I ligesom mig, at den nuværende og/eller fremtidige regeringer ikke vil modtage flere flygtninge, og derfor vil EU-tvang være det bedste, må jeres tanke vel være. Undertegnede går brandvarmt ind for at øge presset på de lande, der ikke vil hjælpe de medmennesker, som flygter fra krig og nød, men pres er ikke lig med tvang. Tvang befordrer ikke viljen til at hjælpe. Oplysning og et gerne stærkt øget pres må til i stedet for. Hvad tænker du om dette?

 

6) Hvordan vil kvaliteten af flygtningehjælpen være hos de landes myndigheder, der betvinges – har du tænkt på dette? Flygtninges vilkår kan i disse lande blive uacceptable, selv om flygtningene trods alt ikke længere får bomber i hovedet. Der kræves ikke mange eller særligt heftige oplevelser af andres mishag, før traumatiserede og dødtrætte mennesker knækker sammen.

 

7) Har du tænkt på den ”benzin”, som tvang vil kunne være for racister og nationalister?

 

8) Hvad gør eller vil Alternativet gøre over for flygtningeskabende udbytning, konflikter og krig, herunder EU's udbredte medskyld heri som følge af Toldunionen, eksportstøtte til egne landbrugsvarer til fattige lande, land grabbing og våbensalg til diktaturer? – Læs gerne: http://www.folkebevaegelsen.dk/nyheder/blog/article/forbeholdet-giver-os-mulighed-for

 

9) Mener du, at EU's flygtningepolitik grundlæggende er mere human end den nuværende danske? I så fald overser du måske sådanne forhold ved EU’s flygtningepolitik, som jeg skitserer i kapitel 3 i min netartikel ’EU’s retsliv: konsekvenser og demokrati’; http://falko.nu/eu/juri-ex.html ... I kapitel 2.4 og 3 belyses i øvrigt eksempler på de mange andre retsområder end flygtninge/asyl.

 

10) Med tilvalgsaftalen har de andre ja-partier bundet sig op på, at Danmark ikke skal blive en del af blandt andet EU's overstatslige flygtningepolitik. I ønsker altså en politik, der ikke stemmes om, da den ikke er med i aftalen. Alligevel anbefaler I et Ja. Hvis du mener, EU har en mere human flygtningepolitik end den danske, hvorfor giver du så med din Ja-anbefaling et parti som fx De Konservative en blokering, eller i bedste fald vetoret, over for den humane politik?

 

11) Hvad, hvis mere humane partier går hen og får folketingsflertal og regeringsmagt, og det meste af resten af EU’s flygtningepolitik udvikler sig (mere) inhumant? Så kan partiets Ja i december have bidraget til måske ikke at kunne have mere humane politikker end EU-flertallet.

 

12) Retspolitik er meget mere end flygtninge- og asylpolitik. Der er cirka 200 lande i verden. Heraf udgør EU de 28. Megen børneporno, narkokriminalitet, kvindehandel m.m. i EU har rødder uden for EU. Alle lande uden for EU står ligesom Danmark uden for EU’s overstatslighed. Så hvis den usande påstand, at ”overstatslighed er nødvendigt for EU”, var sand, måtte vi så ikke konkludere, at EU har valgt at indrette sig sådan, at EU kun eller næsten kun kan samarbejde med sig selv?

 

13) Alternativet erklærer i sit partiprogram at gå ind for nærvær, demokratisk ansvar, et folkeligt engagement og en involverende politisk kultur. Alle disse gode og vigtige mål vil svækkes med en overstatslig retspolitik, idet folkevalgte ved overstatslighed jo kan stemmes ned. Når det siges, at vetoretten i mellemstatsligt samarbejde hindrer ”et effektivt samarbejde”, så ligger jo deri kun, at dette samarbejde skal bestå i, at et flertal – kvalificeret eller ej – skal udøve magt.

Hvad enten Danmark vælger ’tilvalgsordningen’ eller en fuld ophævelse af retsforbeholdet, er det et fravalg af befolkningen. Har du ikke tænkt på dette – eller: hvad tænker du/I om dette?

 

14) Mener du ligesom mig, at et samarbejde på sigt kun er effektivt, når der er reel og ærlig tilslutning til det hos alle parter, og at de derved vil stå stærkere som internationale inspiratorer? Selvfølgelig er der risiko for, at (store) lande kan bryde regler, men det gælder også i det overstatslige, jf. blandt andet Tysklands og Frankrigs årelange brud på ”stabilitetspagten”.

 

15) Partiets spændende program taler positivt om menneskelig forskellighed. Fælles regler giver ofte god mening på områder, der (reelt) overskrider landegrænser. Men EU indfører nu overstatslig ensretning i retssfæren. Må forskellighed ifølge dig ikke have lov at gælde for retsområdet og landenes forskellige retstraditioner, der jo i høj grad er affødt af kulturelle forskelle?

 

16) Synes du som mig, at retten til ikke at tiltræde de enkelte forslag er en forudsætning for, at medindflydelse kan være tilfredsstillende? – Overstatslighed fjerner denne vetoret.

 

17) Med et Ja støtter du næppe som intention, men som virkning, at Danmark ikke tilslutter sig et antal EU-retsakter (af i alt 10 i tilvalgsaftalen), der giver udlændinge rettigheder såsom information og tolkebistand i straffesager. Hvordan harmonerer dette med partiets værdier? Jeg beder dig venligst huske, at vælgerne med retsforbeholdet har muligheden for via parallelaftaler at tiltræde EU-retsakter. Tilvalgsaftalen – link:

http://www.eu.dk/~/media/aftale_om_tilvalg_af_retsakter.ashx

 

Gode, velmenende medmenneske(r) i Alternativet: I stedet for at overføre magt til EU vil det være klogere at tage fx flere FN-kvoteflygtninge og at begynde at føre en solidarisk politik. Til dette kan vi alle bidrage, bortset fra at blandt andet WTO, IMF, Verdensbanken og EU svækker den mulighed.

 

Hjertelig tak for din tid og refleksion.

 

LINK TIL DET ÅBNE BREV: KLIK

 

 

EU’s politikker inden for landbrug, handel (såsom Toldunionen, som er indskrevet i Lissabon-traktaten), miljø, våbensalg samt EU’s flygtningepolitik i sig selv er alle stærkt medskyldige i, at der overhovedet er mennesker, der flygter og i tusindvis af tilfælde lider druknedøden ud for EU’s kystgrænser.

 

 

*

 

 

Kapitel 2.4: UNØDVENDIGHED OG SKADELIGHED – ET KONKRET KIG

 

 

Ja-aftalen består samlet set af:

 

# EU-retsakter, som ved et Ja kan gøres overstatslige også for Danmark og tilvælges/indføres snarest – altså som de førstkommende tilvalg.

 

# EU-retsakter, som ved et Ja skal gøres overstatslige også for Danmark og tilvælges/indføres i fremtidige regeringsperioder.

 

# 10 EU-retsakter, som aftalepartierne decideret ikke ønsker. ... I hvert fald ikke endnu, vel at mærke. EU-ivrige politikere har ofte accepteret overførsel af EU-magt, som de ellers havde lovet ikke at acceptere. Ved at stemme Ja giver vi disse politikere en udemokratisk blankocheck, der kan udløses efter 1-2 regeringsperioder.

 

Dertil kommer i praksis:

 

# muligheden for dansk overstatsliggørelse og indførelse af eksisterende EU-retsakter, som aftalen ikke nævner. Og sidst, men næppe mindst, kan vi intet vide om ...

 

# alle de retsakter, aftalen selvsagt ikke kan nævne, nemlig EU-retsakter der laves i fremtiden, og som ved et Ja den 3. december kan gøres overstatslige og indføres i Danmark.

 

Et eksempel på de to sidstnævnte punkter (nogle gange det ene, andre gange det andet): Hvis det bliver et Ja ved folkeafstemningen 3. december, vil EU potentielt kunne diktere strafferammer i Danmark. I Danmark skal Straffelovrådet vurdere strafferammer, så der er sammenhæng mellem forbrydelse og straf, men hvis vi afskaffer retsforbeholdet, vil vi efterhånden – på grund af EU – skulle kunne bestemme andre strafferammer også, helt uden om Straffelovrådet og politikerne herhjemme. Strafferammer indgår i forskellige EU-direktiver, så dette er ikke et decideret punkt i Ja-partiernes aftale. Men det vil være en konsekvens af et Ja-flertal i december og vil på sigt føre til, at EU bestemmer strafferammerne for forskellige forbrydelser.

 

Man må huske, at hele EU’s retspolitik for tiden gøres overstatsligt, og at retsforbeholdet blev til efter det danske folks Nej i 1992, for at vi kunne samarbejde mellemstatsligt trods det øvrige EU’s planlagte og næsten totale overstatslighed i retspolitikken. Ja-sidens tilvalgsaftale vil i vidt omfang gøre EU-vedtagelser overstatslige også for Danmark, samtidig med at de indlemmes i dansk lov. Nogle af de nuværende EU-vedtagelser (kaldet retsakter) i aftalen rummer en række risici for retssikkerhed med mere. Andre af dem er efter min mening udmærkede men til gengæld unødvendige, fordi vi allerede har en lignende lovgivning.

 

Argumenter for hver retsakt i aftalen kan man læse fra side 3 i aftalepapiret, derfor tillader jeg mig i det følgende stort set kun at bringe argumenter imod tilvalgsordningen. Linket til Ja-aftalen er her igen:

http://www.eu.dk/~/media/aftale_om_tilvalg_af_retsakter.ashx

 

 

● Eksempler på (i Danmark) unødvendige EU-retsakter blandt de førstkommende tilvalg (hvorfor de er unødvendige, fremgår i hvert punkt):

 

§ Menneskehandelsdirektivet: Dansk lovgivning er allerede i overensstemmelse med direktivet. S-R-regeringen lancerede i maj 2015 en handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel. Den indeholder tiltag, som også er anført i direktivet. Dog kræver direktivet, at bistands- og støtteforanstaltninger er lovfæstede – i Danmark er de afhængige af satspuljemidler. Men den detalje kan Regeringen jo lave om, hvis den vil. Hvis den ikke vil dette, kan vi vælge os nogle andre politikere ved næste folketingsvalg. Dette er som bekendt aldrig en fuld garanti for en ny politik, men det er det heller ikke, når vi stemmer ved EU-parlamentsvalg. EU-organerne Rådet og Kommissionen kan vi slet ikke stemme til.

 

Jurist Line Barfod skriver i kapitlet ’EU-retsforbehold og menneskehandel’ i debathæftet ’EUs retspolitik – og det danske forbehold’ (Tænketanken NyAgenda, 2011): ”Norge og Island deltager også i samarbejde mod menneskehandel, selvom de ikke er med i EU. Og de er ikke blevet fristed for bagmændene.” – Link til debathæftet:

http://www.nyagenda.dk/ee/images/uploads/EUs_retspolitik_-_og_det_danske_forbehold_2012.pdf

 

§ Direktivet om seksuelt misbrug af børn: Dansk lovgivning blev ved en ændring af straffeloven i juni 2013 bragt i overensstemmelse med direktivet og straffer i nogle tilfælde hårdere end i direktivet. Efterforskning, strafferetslig vurdering og fjernelse af internetsider med ulovligt indhold sker allerede uden ophør. Websider med ulovligt materiale er ofte placeret på servere i lande uden for EU. Direktivet tilfører ikke politiet redskaber i de tilfælde, og direktivet omhandler kun EU. Rigspolitiet har allerede indgået konkrete samarbejdsaftaler med størstedelen af de danske internetudbydere for at forhindre adgangen til, at børnepornografisk materiale bliver spredt via internettet, ved at blokere adgangen til hjemmesider, der indeholder børnepornografisk materiale. Rigspolitiet stiller derfor løbende oplysninger til rådighed for internetudbyderne om internetadresser, som Rigspolitiet mener, indeholder materiale, som er strafbart at udbrede eller besidde.

 

Rigspolitiet (Nationalt Cyber Crime Center (NC3)) deltager ligeledes allerede i dag aktivt i arbejdet med at identificere ofre for seksuelt misbrug af børn i regi af bl.a. Europol og Interpol om identificering af ofre. NC3 har gennem de senere år identificeret et relativt stort antal såvel danske som udenlandske ofre i sager om seksuelt misbrug af børn, herunder også i sager hvor aktuelt misbrug herved er blevet standset.

 

§ Cybercrime-direktivet: Dansk ret stemmer overens med direktivet. Rigspolitiet tager allerede i dag del i udveksling af oplysninger, idet Danmark allerede er en del af Rådets konvention om it-kriminalitet fra 2001. S-R regeringen introducerede i 2014 en national strategi om cyber- og informationssikkerhed. Direktivet indeholder ikke alle former for it-kriminalitet, fx identitetstyveri. Cybercrime-direktivet er et minimumsdirektiv, så medlemslandene må godt fastsætte strengere straffe for it-kriminalitet end EU-niveauet – ikke lavere straffe. Direktivet vil på et punkt kræve lovændringer i Danmark; strafferammen for it-kriminalitet i Danmark er lavere, end hvad direktivet kræver (2 år i Danmark, 3 år i direktivet). Direktivet omhandler alene ulovlige handlinger begået inden for EU.

 

 

● Eksempler på problematiske EU-retsakter blandt de førstkommende tilvalg:

 

§ Den europæiske efterforskningskendelse: Betyder, at en udenlandsk dommer kan kræve en dansker overvåget, skygget, aflyttet og udleveret til afhøring. I dag skal dette godkendes af en dansk dommer, som skal vurdere, om der er beviser nok, men hvis vi afskaffer retsforbeholdet, skal den danske dommer i udgangspunktet altid godkende kravet uden at vurdere sagen – det følger af EU’s princip om gensidig anerkendelse af retskendelser. Afvisning af en efterforskningskendelse kan kun ske, hvis den strider mod EU-traktatens egne principper om menneskerettigheder. Institut for Menneskerettigheder har udtalt, at man også bør kunne afvise en EU-efterforskningskendelse, hvis den strider mod fx den Europæiske Menneskeretskonvention (EMRK; hører under Europarådet, der ikke er et EU-organ) eller mod rettigheder i den medlemsstat, der pålægges at udlevere en af sine statsborgere.

 

§ Konkursforordningen: Konkursforordningen træder i stedet for allerede indgåede konventioner og lovgivning på de sagsområder omkring konkurs, som forordningen vedrører. Det vil sige, at forordningen også træder i stedet for de beføjelser, der er fastsat i den Nordiske Konkurskonvention, som Danmark indgik med de øvrige nordiske lande i 1933. Denne indeholder langt hen ad vejen samme regler som Konkursforordningen, så forordningen kan i høj grad kaldes unødvendig i Norden.

 

Ud fra et snævert bureaukratisk og virksomhedsrettet ståsted er det svært at modsige argumenterne for fordelene ved en tilslutning til forordningen, dog kan der være velbegrundet skepsis over for et fælles insolvensregister, da der skabes central adgang til deling af personoplysninger blandt medlemsstaterne. (Insolvent: som ikke er i stand til at betale sin gæld). Både Institut for Menneskerettigheder og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) stiller spørgsmålstegn ved indførsel af et gratis og offentligt register – og om dette register kan misbruges til krænkelse af personfølsomme oplysninger. Forordningen er både en del af tilvalgsordningen og under revision.

 

§ Inkasso (betalingspåkravsprocedureforordningen): Adskiller sig fra inkassoproces i Danmark. I Danmark finder inkassoproces kun anvendelse på krav på maksimalt 100.000 kr., hvor der i forordningen ingen beløbsgrænse er. Forordningen kræver ikke rykkerskrivelser med betalingsfrister, før der kan udstedes et betalingspåkrav. Strider mod forpligtelser i Bruxelles-I forordningen. Grundlæggende retssikkerhed og demokratiske rettigheder skrider. Forordningen er både en del af tilvalgsordningen og under revision.

 

I det mindste det større danske erhvervsliv vil nok især plædere for et ”Ja til tilvalgsaftalen 3. december” på grund af konkursforordningen og punktet om inkasso.

 

 

● Eksempler på problematiske EU-retsakter blandt de fremtidige tilvalg:

 

§ PNR – Personal Name Record: Direktivforslag. Oprettelse af fælles EU-register med passageroplysninger over flyrejsende til og fra EU-lande. Oplysningerne er sædenummer, medrejsende og disses navne, udeblivelsesstatistik, alle former for betalingsoplysninger, telefonnummer og e-mailadresse, valg af måltid på rejsen og meget andet. Overordnet er argumentet forebyggelse af kriminalitet/terror, men argumenterne går alle på overvågning, sikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse kontra personlig frihed og persondatabeskyttelse, der altså ikke tages hensyn til, sådan som PNR-lovforslaget ser ud indtil videre.

 

Datatilsynet i Danmark har således påpeget, at direktivforslaget rejser spørgsmål om både databeskyttelse og krænkelse af flyrejsendes personlige frihed, blandt andet er opbevaringen af personfølsomme oplysninger i fem år meget lang tid, når der ikke er den fjerneste begrundede mistanke om, at de flyrejsende har gjort/vil gøre noget kriminelt. Og selv om forslaget lægger op til, at særlige personfølsomme oplysninger skal slettes, er det uklart, hvordan det skal håndhæves. Det vil kræve, at luftfartselskaberne gennemgår alle oplysninger på alle rejsende 365 dage om året. Det forekommer hverken særligt smart eller særligt realistisk. Institut for Menneskerettigheder advarer om hårfin balance mellem ikke-følsomme oplysninger og personfølsomme oplysninger. SAS Group har udtalt, at medarbejdere ikke bør forpligtes til at udføre arbejde for myndighederne.

 

Landsforeningen af Forsvarsadvokater finder det betænkeligt, at direktivforslaget lægger op til, at der kan ske anvendelse af PNR-oplysninger til bekæmpelse af grov kriminalitet. Landsforeningen opfatter begrebet grov kriminalitet som vagt og ubestemmeligt. Herudover har Landsforeningen af Forsvarsadvokater ligeledes afgørende betænkeligheder ved opbevaringsperioden for de indsamlede oplysninger, samt muligheden for at videregive oplysningerne til tredjelande. Erhvervsflyvningens Sammenslutning (ES) mener ikke, at et PNR-register kan forhindre eventuelle kriminelle handlinger mod luftfarten eller enkelte landes interesser. Således peger ES på, at kriminelles adfærdsmønstre hurtigt vil ændre sig, hvis de bliver klar over, at der indsamles og behandles PNR-oplysninger. Danmarks Rejsebureau Forening nævner også, at det i nogle tilfælde er rejsebureauerne og ikke flyselskaberne, der indsamler passageroplysninger, hvilket der bør tages højde for i direktivet. De ønsker endvidere en præcisering af, hvem der bærer ansvaret for de indsamlede passageroplysningers rigtighed.

 

Det faktum, at direktivforslaget er under behandling hos EU-Domstolen for krænkelse af grundlæggende rettigheder, taler sit tydelige sprog. PNR-direktivet blev i juli 2015 godkendt i EU-Parlamentet. Rådet og Kommissionen presser på for, at PNR-registeret kan vedtages inden udgangen af 2015 (blandt andet for at vise handlekraft på baggrund af terror-angrebene i Paris og København), men det er meget usikkert, om det er muligt at nå. Det afhænger af de videre forhandlinger mellem de tre institutioner. Der er også den krølle på halen, at et lignende PNR-register i Nordamerika er ved at blive vurderet af EU-Domstolen for at finde ud af, om indsamlingen og personlige oplysninger uden mistanke om kriminel adfærd eventuelt er i strid med grundlæggende EU-rettigheder og derfor ikke kan indføres i medlemslandene. Det er endnu uvist, hvornår Domstolen afsiger dom i sagen.

 

§ Den europæiske anklagemyndighed: En fælles europæisk anklagemyndighed vil få forrang over national lovgivning. Den vil give beføjelse til, at andre EU-landes myndigheder kan efterforske og retsforfølge danskere bosiddende i Danmark – uden indblanding af dansk retsplejelov og danske myndigheder. De 28 medlemsstaters retssystemer adskiller sig meget fra hinanden på en række afgørende punkter, hvad angår retsplejelov og strafferet. En ”harmonisering” af retsplejeloven medlemsstaterne imellem vil krænke dansk retspraksis og dermed også dansk retssikkerhed. Anklagemyndigheden vil kunne ”tilsidesætte” dansk retsplejelov og grundlæggende rettigheder. Med en fælles EU-anklagemyndighed får EU mulighed for at rejse sager, føre sager og dømme sager på dansk jord uden om danske domstole.

 

Formålet med anklagermyndigheden er at bidrage til en bedre beskyttelse af EU’s finansielle interesser. Anklagermyndigheden har på nuværende tidspunkt udelukkende kompetence til at håndtere grænseoverskridende strafbare handlinger, der skader EU’s finansielle interesser (svig). Kun Rådet kan træffe enstemmig afgørelse om udvidelse af denne kompetence til også at omfatte alvorlig grænseoverskridende kriminalitet. På længere sigt kan Anklagermyndighedens kompetence derfor udvides til at omfatte andre forbrydelser – et forhold, der er vigtigt at holde sig for øje i forhold til EU’s ønske om at skabe et fælles retsrum i alle medlemslandene.

 

Som udgangspunkt er det national ret i medlemsstaterne, hvor efterforskningen finder sted, der finder anvendelse i det omfang, et spørgsmål ikke er reguleret i denne forordning. Dog vil det være sådan, at når et spørgsmål både reguleres af national ret og denne forordning, har sidstnævnte forrang, hvilket betyder, at straffesager, der føres ved danske domstole omhandlende svig, skal overdrages til anklagermyndigheden, som så vil føre sagen. – Anklagermyndigheden får derved selvstændigt ret til at efterforske og føre straffesager i medlemsstaterne og kan i teorien tilsidesætte danske myndigheder og domstole, selvom den givne ”kriminalitet” har fundet sted på dansk jord og kun vedrører danske parter. Som konsekvens skal hver medlemsstat tillægge anklagermyndigheden den mest omfattende retsmæssige og juridiske handleevne, som den nationale ret i medlemsstaten tillægger ”juridiske personer”. Herved kan anklagermyndigheden i særdeleshed erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i en retssag.

 

 

 

● Desuden indgår i tilvalgsmodellen:

 

§ Den europæiske arrestordre: Arrestordren er pt. implementeret i dansk ret, men vil efter en revision blive overstatslig (ligesom det gælder for Europol). Omhandler udlevering af borgere til retsforfølgelse i andre medlemslande. Med arrestordren kan Danmark tvinges af juridiske myndigheder i andre medlemslande til at udlevere danske statsborgere til retsforfølgelse i disse lande – måske endda for forbrydelser, man i Danmark ikke karakteriserer som forbrydelser – og måske til en strafudmåling, som er vidt forskellig fra den, vi har tradition for i Danmark. Udlevering kan formelt set ske på baggrund af i alt 32 grove lovovertrædelser minus opfyldelse af kravet om ”dobbelt strafbarhed”. Ja-sidens argument om terrorbekæmpelse holder ikke. I 2006-2010 havde Danmark 110 udleveringer – ingen var baseret på terror. Landene har endvidere ikke samme definitioner af de 32 lovovertrædelser på listen. I Danmark har vi ytringsfrihed (bortset fra racismeparagraffen), i Tyskland er det ulovligt at ytre sig om Holocaust.

 

Det er nu muligt at udlevere personer baseret på en politisk eller ideologisk lovovertrædelse – begrundes som terrorvirksomhed. De 28 medlemsstaters retssystemer adskiller sig meget fra hinanden. Med positivlisten lukker man derved medlemsstaters forskelligartede straffetraditioner inden for Danmarks grænser. Mange medlemsstater har grundlæggende problemer med overholdelse af EMRK. Fx er Grækenland, Italien og Bulgarien gentagne gange blevet dømt for overtrædelser af menneskerettigheder.

 

 

Er Europol ligesom det amerikanske forbundspoliti FBI?

 

– Nej, ikke i øjeblikket. Europol har ingen udøvende magt. Europols ansatte kan ikke foretage arrestationer af mistænkte eller efterforskninger uden godkendelse fra de nationale myndigheder. På nuværende tidspunkt kan Europol som udgangspunkt ikke selv tage initiativ, men kun skride til handling under henvendelse fra en national myndighed.

 

Men: Under den nye reform af Europol tages der klare skridt hen imod et mere uafhængigt og aktivt Europol. Der er klare interesser i EU – ikke mindst i Europol selv – der arbejder for at gøre Europol til et føderalt politi. Siden Europol blev sat i verden, er det kun gået én vej: Fra mellemstatsligt samarbejde til overstatsligt; mere finansiering; samt udvidelse af retslige områder.

 

● Udveksling af personoplysninger: Europol kan indsamle og videreføre oplysninger direkte fra nationale informationssystemer, for så vidt det er tilladt i henhold til national ret. Europol har desuden beføjelser til at videregive oplysninger til eksterne samarbejdspartnere. Dermed er der risiko for, at den dataansvarlige (nationale myndighed) mister kontrollen over videregivelsen, hvilket er på kant med persondataloven.

 

● Ikke tilstrækkelig kontrol: Under det forhold at Europol er overgået til et overstatsligt samarbejde, er der i princippet mere demokratisk kontrol med Europol, idet Europol nu skal stå til regnskab over for EU-parlamentet. Men ligesom med de øvrige agenturer halter EU-parlamentets demokratiske kontrol, da den reelt set er begrænset til godkendelse af Europols budget og regnskab.

 

● Politisering af Europol? Straffelove skal i princippet være objektive. Ingen står som bekendt over loven. Men det er meget forskelligt, hvilke samfundsgrupper Europol opfatter som ”strategiske segmenter”, og som opfattes som mulige trusler.

 

Statewatch – http://statewatch.org/ – har kritiseret Europol for at se stort på højreekstremister i Europa. Samtidig fremgår det af Europols rapport "Exploring Tomorrows Organised Crime", at demokratiske anti-establishment bevægelser som Indignados og Occupy opfattes som mulige trusler.

 

Europols ansatte nyder samme form for immunitet som andre EU-embedsmænd. Immuniteten beskytter dog ikke den ansatte fra retsforfølgelse, hvis den ansatte bryder loven under en mission i et medlemsland (Joint Investigation Team). I sådanne tilfælde er den ansatte underlagt medlemslandets straffelov.

 

 

*

 

 

Kapitel 2.5: OM USANDHEDER, ANTYDNINGER OG GENERALISERINGER

 

 

Ved hjælp af upræcise, antydende generaliseringer eller direkte usandheder påstår de allermest usaglige EU-tilhængere, at vi med et Nej den 3. december "slet ikke kan samarbejde" med de andre EU-lande på retsområdet. Det er noget sludder, for

 

#1: Danmark vil med et Nej stadig kunne samarbejde på retsområdet med alle enkelte EU-lande (bilaterale aftaler), blot uden om selve EU-systemet og forudsat, at de pågældende regler og aftaler ikke strider mod EU-lov.

 

#2: vi vil stadig kunne samarbejde i EU-regi om visumpolitik, da denne ikke hører ind under retsundtagelsen.

 

#3: Danmark ryger ikke ud af de dele, vi allerede har indgået mellemstatslige aftaler (parallelaftaler) med EU om. Det drejer sig om en aftale om to retsakter på udlændingedelen, nemlig vedrørende Eurodac (databasen med fingeraftryk fra asylansøgere) og Dublin II forordningen (hvilket land, der er ansvarlig for behandling af en asylansøgers ansøgning om asyl). Derudover har Danmark indgået to civilretlige parallelaftaler: Forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen) og forordningen om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelsesforordningen).

 

#4: Danmark kan indgå nye parallelaftaler med EU i fremtiden, ligesom Norge, Island og Schweiz har lavet samarbejdsaftaler om de dele af EU’s retspolitik, de gerne vil være med i på mellemstatsligt grundlag. For Danmarks vedkommende kunne det eksempelvis dreje sig om en parallelaftale om en retsakt om bekæmpelse af børnepornografi, menneskehandel eller terrorisme. Nægter Kommissionen Danmark en parallelaftale om sådanne spørgsmål, så er det Kommissionen – og ikke Danmark – der holder børnene og ofrene for menneskehandel og terrorisme som gidsler.

 

#5: Danmark vil sandsynligvis fortsat være bundet på mellemstatsligt niveau til de mange retsakter, som er vedtaget efter tidligere traktater og nu langsomt ændres til overstatslige retsakter, efter at Lissabon-traktaten er trådt i kraft.

 

#6: og igen: Hvis påstanden var sand, så måtte vi konkludere, at EU har indrettet sig sådan, at EU kun kan samarbejde med sig selv og ikke resten af verden. Dette ville jo være både vanvittigt og vanvittigt pinligt.

 

Med retsundtagelsen vil Danmarks Folketing have den endelige indflydelse over retspolitikken i Danmark, samtidig med at vi kan samarbejde internationalt. Danmark vil desuden fortsat være repræsenteret i EU’s ministerråd, herunder i udvalg og arbejdsgrupper, selvom vi vælger at stå uden for EU’s overnationale retspolitik. Udenrigsministeriet bekræftede under forhandlingen af Lissabon-traktaten i Folketinget, at "uanset det retlige forbehold er Danmark altid repræsenteret i forhandlingerne". Det er klart, at vi ikke vil kunne stemme om forslag, vi ikke skal deltage i. Men hvis retsundtagelsen ophæves, vil Danmark alligevel ikke alene kunne blokere for et forslag, som vi er lodret imod skal blive dansk lov, da hovedreglen bliver, at retspolitiske tiltag vedtages med flertal.

 

Blandt ledende EU-tilhængere er der en række forskellige skræmmebilleder fremme om, hvilke ”konkrete svigt” den danske undtagelse fra EU’s overstatslige politi- og retssamarbejde indebærer. Et eksempel: Titusinder af danske kvinder og en del mænd bliver slået af deres partnere. EU har lavet en plan for, hvordan voldsofre bliver beskyttet mod deres overfaldsmænd/-kvinder, usanset hvilket EU-medlemsland man befinder sig i. Det er bestemt godt, og Danmark vil kunne indføre den samme lovgivning, hvis der er flertal for det i Folketinget. Men hvem siger, at Danmark ikke kan lave en endnu bedre lovgivning end EU, hvis vi beholder retsundtagelsen?

 

Danmark deltager i øvrigt allerede i det internationale arbejde mod vold i hjemmet, blandt andet gennem FN (herunder Verdenssundhedsorganisationen WHO), OSCE, Europarådet og det nordiske samarbejde. Se fx dette link fra Europarådet:

http://www.coe.int/t/dg2/equality/domesticviolencecampaign/

 

Et andet af skræmmebillederne er, at retsundtagelsen gør Danmark til et fristed for terrorister. Dette er et lavmål i debatten og selvfølgelig helt uden saglig begrundelse. Spanien og Storbritannien er EU-lande, der har oplevet terrorsprængninger i nyere tid. Spanien har ikke en rets- eller forsvarsundtagelse, og Storbritannien har ikke en forsvarsundtagelse. Til gengæld har Storbritannien den type udvandede retsundtagelse, som netop et flertal i Folketinget støtter, det vil sige en tilvalgsordning. Men terrorister tænker næppe på rets- og forsvarsundtagelser, når de vælger deres mål.

 

 

 

 

 

Kapitel 3: HIDTIDIGE KONSEKVENSER AF EU-RET – EKSEMPLER

 

 

Retsforbeholdet er danskernes eneste garanti for at bevare vores demokratiske kontrol med retspolitikken og vores relativt høje retssikkerhed og beskyttelse af danske borgere. Men hvad med lande med lavere standarder – bør de ikke løftes? Det synes jeg er en god idé. Dette bør imidlertid ikke presses ned fra oven. Retslige forbedringer må opstå hos hvert enkelt folk udviklet i frihed ud fra deres kultur og retstradition, dog hellere end gerne (!) under et inspirerende samarbejde med andre folk – og gerne med diverse former for pres, hvor magthaveres overgreb på egne befolkninger måtte finde sted. Derimod vil rutinemæssigt ensrettende tvang som i EU bare medføre nye former for undertrykkelse eller patriarkalsk formynderi, for hvem skal definere og bestemme om noget bestemt i retslivet overhovedet er sundt eller usundt? Dette må hvert enkelt menneske netop kunne bidrage til.

 

Nu følger en række eksempler på hidtidige konsekvenser af EU’s retspolitik. Når det gælder strafferet, er det værd at bemærke, at det internationale politisamarbejde Interpol har en bagatelgrænse – i modsætning til Europol. Interpol er derfor mere fornuftigt at satse på, også af hensyn til retspleje og retssikkerhed.

 

§ Den europæiske arrestordre har haft mange alvorlige negative konsekvenser:

 

● Der bliver i praksis begæret arrestordre for bagatelagtige lovovertrædelser. Der har vist sig stor variation i de lovovertrædelser, som medlemsstaterne føler det nødvendigt at kræve udlevering for. Scotland Yards (det engelske politis) udleveringsenhed anslår, at omkring 40 pct. af de polske udleveringsbegæringer i England omhandler så bagatelagtige lovovertrædelser, at de enten ville føre til en bøde eller slet ikke medføre nogen undersøgelse. Af et notat fra EU-formandskabet fra 2007 fremgår der eksempler, hvor udlevering er blevet begæret på baggrund af lovovertrædelser såsom besiddelse af 0,45 gram cannabis, besiddelse af 0,15 gram heroin eller tyveri af to bildæk. Blandt andet TV2 har skrevet om dette (21. maj 2010):

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-30691516:20-danskere-udleveret-tiludlandet.html

 

● En række personer, der er udleveret efter arrestordren, oplever, at de ikke tildeles en tolk. De ryger altså ud i retssager uden at forstå anklagerne imod sig. Dette er blevet påpeget af blandt andet organisationen Fair Trials International. Et eksempel på en borger, der er kommet i klemme på grund af EU’s retspolitik, er spanske Óscar Sánchez, som Italien fik udleveret som følge af EU’s arrestordre. Han blev idømt 14 års fængsel for narkosmugling, som han ikke havde begået. Sánchez tilbragte 20 måneder i et fængsel i Napoli, og hele retsprocessen var en farce. – Omtale af Sánchez-sagen:

http://www.fairtrials.org/press/fast-track-injustice-documentary-highlights-the-case-for-european-arrest-warrant-reform/

 

§ EU’s terrorlister er lister over personer og organisationer, EU ser som terrorister. Listerne er i vidt omfang inspireret af USA’s terrorliste. Der kan nok være fornuftige argumenter for at have terrorlister, men emnet er uhyre vanskeligt, for hvad er definitionen på en terroristisk organisation eller person? Mange terrorstemplede i verden ser sig som frihedskæmpere, præcis som modstandsfolkene under Besættelsen gjorde herhjemme. I Danmark er miljøorganisationen Greenpeace blevet dømt efter dansk terrorlov for at rulle et banner ud fra taget af dansk landbrugs hovedsæde Axelborg med påskriften ’Nej til GMO-svin’. Greenpeace gjorde dette, blandt andet fordi dyrkningen af fodersoja – især genmodificeret (GMO) soja – i Sydamerika rydder enorme mængder regnskov, og soja-pesticiderne forgifter de lokale med død, cancer, misdannelser og spontane aborteringer til følge. Så hvem er terroristerne her? Jeg vil tilføje, at EU ikke er mindre skyldig i sojakatastrofen, blandt andet indgår GMO-soja som biomasse i EU’s strategi for bioenergi, udstukket af EU-Kommissionen.

 

EU’s terrorlister har haft dødelige konsekvenser uden for EU. I flere voldelige konflikter rundtom har fx Norge arbejdet som fredsmæglere, men blandt andet i kampene mellem Sri Lankas regering og oprørsgruppen ’De tamilske Tigre’ blev disse bestræbelser undergravet, fordi EU terrorstemplede den ene part (Tigrene). Begge parter begik overgreb, som gik ud over civile, men stempler man kun den ene part, kan man ikke bedrive fredsmægling. Titusinder af tamiler er døde efter EU’s terrorstempling. Hvad man kunne have opnået uden denne, kan ingen vide, men man burde jo i hvert fald vide, at ”bølle”stempling af kun én part i en konflikt er ødelæggende for forsøg på fredsmægling! Det er forholdsvis nemt at komme på EU’s terrorlister, men næsten umuligt at komme af igen (også selv om man har EU-Domstolens ord for, at man ikke er terrorist).

 

 

§ Nedrustningsret? Noget, der ikke er en del af EU’s egentlige retspolitik, er paragraf 42.3 EU i EU-traktaten, se side 46: http://www.eu.dk/~/media/files/eu/ld_euo_lissabon_16.ashx – Den erklærer (Falkos fremhævelser af det trykte ord):

 

”Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet. Agenturet for Udvikling af Forsvarskapaciteter, Forskning, Anskaffelse og Forsvarsmateriel (i det følgende benævnt ”Det Europæiske Forsvarsagentur”) klarlægger de operationelle behov, fremmer foranstaltninger til opfyldelse heraf, bidrager til at påpege og eventuelt iværksætte alle hensigtsmæssige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, deltager i udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik og bistår Rådet med at evaluere forbedringen af den militære kapacitet.”

 

 

kapacitet: en evne til at rumme el. yde. – Politikens Nudansk Ordbog.

Vælges definitionen ’rumme’, har det indiskutabelt at gøre med mængde. Altså må EU-landene ikke nedruste. Vælger man definitionen ’yde’, kan det stadig forstås kvantitativt, men dertil også kvalitativt, altså at våbnene skal kunne yde mere/bedre, det vil sige slå flere ihjel per enhed.

– I begge tilfælde må vi spørge: Er dette udtryk for et fredsprojekt?

 

 

Uanset hvad: Hvis et medlemsland vil nedruste/afruste og i stedet gå fredens vej, risikerer det at dømmes ved EU-Domstolen for traktatbrud.

 

§ Biometri: EU har indført biometri (foto og fingeraftryk) i alle EU-pas. Ganske vist finder ikke alle det krænkende eller problematisk, at der skal foretages fotos, målinger og analyser af sine unikke, biologiske karaktertræk, men man skal i hvert fald ikke gøre sig illusioner om, at biometri er en garanti mod terrorangreb i fly eller på tværs af landegrænser. Alle hijackere bag angrebene den 11. september 2001 i USA rejste således på deres egne, gyldige pas.

 

§ EU’s flygtninge- og indvandrerpolitik: EU's svar på flygtninge- og indvandrerstrømme har i årevis været at skærpe patruljeringen af de ydre grænser. EU har oprettet et grænseagentur, Frontex, der blandt andet patruljerer ud for den nordafrikanske kyst for at sørge for, at både med flygtninge og indvandrere aldrig når til et EU-land. De flygtninge og indvandrere, det alligevel lykkes at komme ind i EU, bliver for størstedelens vedkommende ved hjælp af "tilbagesendelses-aftaler" sendt direkte tilbage til tredjelande, der benytter tortur.

 

Eksempelvis sendte EU flygtninge retur til Libyen, mens diktatoren Gaddafi havde magten i landet. Knap seks måneder før NATO – med opbakning fra bl.a. EU og FN – besluttede at bombe diktatorens styrker, indgik EU en aftale med Libyen, som indebar, at EU over en 3-årig periode ville sende 373 millioner kroner til landet. Pengene var betaling for, at Libyen påtog sig at stoppe flygtninge, der via det nordafrikanske land forsøgte at rejse til EU. Aftalen blev indgået på trods af, at Libyen længe har været kendt for konsekvent og dokumenteret at overtræde fundamentale menneskerettigheder og for ikke at have underskrevet FN’s flygtningekonvention.

 

Samtidig har EU bygget de ydre mure og pigtrådshegn højere og dermed gjort det sværere at komme ind i EU. EU's tilgang til udlændinge bygger på et behovsprincip. Man har således lavet en Bluecard-ordning inspireret af det amerikanske green-card, der sætter tærsklen for, hvem der må komme ind, så højt, at det i praksis kun er de højtuddannede tredjelandsborgere, der lovligt kan komme til EU. Dermed tager man vigtig arbejdskraft fra fattige eller konfliktfyldte lande, der i forvejen har mangel på højtuddannede. Hermed fratager man tredjelande de mennesker, der i virkeligheden skulle have været med til at opbygge deres land. Dette fænomen kaldes populært "hjerneflugt" eller "braindrain".

 

EU’s regler og hegn hindrer naturligvis ikke andre i at gøre forsøget. Over hegnet ved Ceuta og Melilla mellem Marokko og spanske Andalusien eller De Kanariske Øer. Over floden mellem Tyrkiet og Grækenland. Eller over havet fra Nordafrika i små, overfyldte træbåde til Italien. Mange dør på vejen. Menneskerettighedsgrupper, Folkebevægelsen mod EU (Danmark) og Nei til EU (Norge) har i over 10 år påpeget disse tragedier, men for døve øren. Først med masseforlisene ud for den italienske ø Lampedusa i 2013 begyndte EU og massemedierne rigtigt at italesætte problemet. Indtil videre har ordene ikke ført til nogen grundlæggende forandring.

 

Oven i alt dette kommer EU's regelsæt om behandling af asylansøgere, den såkaldte Dublin-forordning. I henhold til denne forordning har en flygtning kun krav på at få behandlet sin sag i det første EU-land, hvor han/hun registreres. Hvis en flygtning eksempelvis ankommer og registreres i Grækenland som første EU-land, men flygter videre til Danmark, kan Danmark sende vedkommende tilbage til Grækenland, der bl.a. af Amnesty International kritiseres skarpt for ikke at overholde de internationale regler for flygtninge – noget der fik flere medlemslande og eksempelvis Norge, der har indgået en særaftale med EU om Dublin-konventionen, til at nægte at sende flygtninge tilbage til Grækenland.

 

I januar 2011 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Europarådets domstol) en dom om, at det græske asylsystem ikke garanterer flygtninge og indvandrere helt grundlæggende menneskerettigheder. Det fik Danmark til at stoppe med at sende asylansøgere tilbage til Grækenland.

 

 

Over 13.000 mennesker omkom i deres forsøg på at komme til Europa i perioden mellem 1993 og juli 2009.

(Kilde: Nei til EU's skriftserie Vett nr. 2, november 2009).

 

 

Som skrevet i kapitel 2.3: I stedet for at overføre magt til EU ville det være langt klogere at tage fx flere FN-kvoteflygtninge og begynde at føre en solidarisk handelspolitik og økonomisk politik over for lande uden for EU. Det er ikke altid bedst at ”flyde med EU-strømmen”. At være et progressivt og solidarisk forbillede, der handler sådan, som man kræver af andre, kunne jo vise sig mere frugtbart og mellemfolkeligt inspirerende.

 

§ Schengens SIS-system: Schengen-samarbejdet er i dag blevet en del af EU’s retspolitik. Schengens dataregister over borgere er stærkt problematisk. Dette er blot et eksempel: Newzealandske Stephanie Mills var hverken illegal immigrant, dømt eller mistænkt for nogen kriminel handling. Men Frankrig havde i 1995 registreret hende som en ”trussel mod den offentlige orden” i SIS-registeret, fordi hun havde organiseret en kampagne imod de franske atomvåbensprængninger ved Mururoa. En sådan registrering betyder, at Frankrig har bestemt, at Mills ikke kan komme ind i noget Schengenland. Dermed er Stephanie Mills også forhindret i at besøge Danmark, selv om hun havde den samme holdning til franske atomprøvesprængninger som de fleste danskere. Kun det land, der har oprettet den pågældende registrering, kan slette den igen.

 

§ Smart-tiltagene: Er kun delvist en del af EU’s retspolitik, men kan i formentlig alle tiltagenes sammenhænge alligevel indebære stor retslig betydning for mennesker. EU og USA er uden synderlig offentlig debat ved at ændre meget nærværende dele af vores samfund. Såkaldte ’smart meters’ (fjernaflæste, ”intelligente” målere) installeres hos energiforbrugerne for at ”lette” målingerne af forbruget, og i lufthavne og ved grænseovergange installeres ”smarte” service-, reklame- og overvågningsapparater. Der tales om ”smart borders” (smarte eller intelligente grænseovergange), ”smart grids” (smarte net) og ”smarte byer”. Argumenterne er bedre service, sikkerhed og miljø, men overvågningsaspektet og risikoen for misbrug og it-kriminelles angreb mod energiforsyninger er slet ikke tilstrækkelig belyst eller debatteret.

 

Der er gigantiske potentialer for disse problematikker. Men EU-borgerne har i princippet ikke lov at sige nej til installering af de ”intelligente” målere, da det ligger i EU-direktiver, at 80 pct. af alle EU’s borgere skal have målerne inden udgangen af 2020. Flere har påpeget, at især de fjernaflæste el-målere udsender en høj og potentielt sundhedsskadelig stråling (elektrosmog). Jeg kender til to tilfælde, hvor danskere er blevet truet med besøg af Kongens Foged, hvis de ikke lukker installatøren af disse målere ind i deres bolig. Læs mere om emnet her: http://falko.nu/eu/usmart.html

 

§ Det indre marked og forbruger- og miljøpolitik: Dette er meget store politikområder, hvor EU har omfattende retslig betydning, uden at disse politikområder hører under det egentlig retspolitiske. Blot for kort at opridse EU’s betydning her bør et par eksempler nævnes:

 

Sulfit i fødevarer er allergifremkaldende og kan udløse stærke astmatiske anfald. Fødevareindustrien tilsætter sulfitter til tørret frugt, marmelade, skaldyr, øl og vine. Desuden har sulfit en kosmetisk funktion, som industrien er meget glad for: Sulfit forhindrer, at luftens ilt gør en række fødevarer brune. Siden 1988 har Danmark haft regler, der fastsatte lavere mængder sulfit i disse fødevarer end i resten af EU. Danmark indførte reglerne, fordi astmatikere skulle beskyttes. Allerede i 1981 og senere i 1994 anbefalede EU’s egen Videnskabelige Levneds-Komite, at sulfitter i fødevarer skulle begrænses mest muligt. Da ”madsminke-direktiverne” om tilsætningsstoffer i mad blev forhandlet i midten af 1990’erne, lyttede EU alligevel ikke til sin videnskabelige komites anbefaling. EU’s grænser blev lagt højere end Danmarks. EF-domstolen afgjorde i 2003, at Danmark skulle hæve grænsen for tilladte mængder af sulfit.

 

EU-kommissionen godkendte i 2005-06 fem genetisk modificerede (GMO) afgrøder. Det var en GMO-raps og fire GMO-majs. Godkendelsen kom trods de miljørisici, GMO-afgrøder udgør, og selv om rapsen og den ene majs havde medført organskader på rotter. Et flertal af de lande i EU’s Ministerråd, der tog stilling, stemte nej. Alligevel tvang EU-kommissionen tilladelserne igennem via EU's såkaldte 'komitologiprocedure'.

 

§ EU-eneret på fortolkning af menneskerettigheder: Min kilde til det følgende er magasinet NOTAT, nr. 1287, september 2015, side 4-5. I december 2014 besluttede EU-Domstolen at blokere en aftale, som et ellers samlet EU står bag. Sagen er stort set ukendt i Danmark. Med sin beslutning, der kaldes en udtalelse, forhindrer EU-Domstolen, at EU som organisation tiltræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), selv om det udtrykkeligt står i EU-traktaten fra Lissabon, at EU skal tilslutte sig. Betingelserne i det aftaleforslag, som samtlige medlemslande og EU-Parlamentet står bag, er ifølge Domstolen uacceptable. Domstolen oplister ti specifikke grunde til at afvise den forhandlede tilslutningsaftale. Bundlinjen i de ti krav er ”intet over og intet ved siden af os”. EU må ikke overlade beføjelser og fortolkninger til nogen udenforstående part.

 

”Et alvorligt tilbageslag for menneskerettigheder i Europa”, kommenterer Amnesty International, Den Internationale Juristkommission (ICJ) og rådgivningscentret AIRE (Advice on Individual Rights in Europe) i en fælles udtalelse. – ”En ren katastrofe for alle os, der støtter menneskerettighederne,” mener Steve Peers, professor i EU-ret ved universitetet i Essex og tilknyttet organisationen Statewatch. Konsekvensen er ifølge NOTAT, at EU’s institutioner og beslutninger ikke skal kunne prøves ved Menneskerettighedsdomstolen, der hører under EMRK, som for sin del hører under Europarådet. Og som nævnt tidligere her i falko.nu-artiklen er Europarådet ikke et EU-organ(!). Den danske professor (og EU-tilhænger) Marlene Wind udtaler i NOTAT:

 

”Jeg har nogle kolleger, som mener, at Domstolens udtalelse er dybt forkastelig. Jeg er selv lidt i tvivl, om udtalelsen er skadelig. Man kan måske diskutere, om ikke en mere blød, eller blid, tilgang ville være mere interessant. Men jeg kan ikke vurdere, om udtalelsen på nogen måde afskærer nogen fra at få sine rettigheder afprøvet.” Som personer, der vil kunne blive afskåret fra at få afprøvet deres rettigheder, nævner Steve Peers de, som måtte blive udsat for krænkelser af EU-tropper i militære aktioner; de, der fejlagtigt bliver udleveret via EU’s arrestordre; de, der drukner ved EU’s grænser; de, der sulter i Europas gader, fordi ingen af landene vil vedkende sig ansvaret; samt de ansatte i selve EU-systemet, der offentligt advarer om uholdbare forhold i systemet. Dette sidste er faktisk sket jf. sagen om ”whistlebloweren” Bernard Connolly, der blev fyret fra sin højtstående stilling i EU-Kommissionen efter at have skrevet bogen ’The Rotten Heart of Europe’ om EU’s økonomiske og monetære union – læs:

https://en.wikipedia.org/wiki/Bernard_Connolly

 

 

Studér selv videre: Den førnævnte organisation Statewatchs hjemmeside statewatch.org kan jeg varmt anbefale at studere, hvis man vil se yderligere eksempler på EU’s forringelser af nationale standarder. Statewatch ser også på andre lovområder end blot den rene retspolitik, men det hele handler jo om EU-ret og dennes indflydelse på samfundene. Jeg vil ligesom i artiklens begyndelse understrege, at jeg ikke anser, at nationale standarder per definition er af bedre kvalitet end dem fra EU-regi. Men jeg er imod EU’s ensretning, der vitterlig kan betyde forringelser og ofte gør det, og som er endnu mere udemokratisk og svær for den enkelte EU-borger at skabe ændringer indenfor end med national retspolitik. Og dét siger ikke så lidt, vil jeg sige.

 

 

Udvidelsen af kapitel 3 vil løbende finde sted.

 

 

 

 

 

Kapitel 4: NOGLE BUD PÅ EN ANDEN VEJ

 

 

Som minimum må man stemme Nej ved folkeafstemningen den 3. december!

 

Derudover vil det være rigtig sundt, hvis flere begynder at reflektere over og debattere EU såvel som hvad begreberne solidaritet, samarbejde, forpligtelse, nationalitet, mellemfolkelighed og (reelt) demokrati og fællesskab er. Hvad skal der til, for at love og regler opleves som relevante og rimelige?

 

Det er en inkonsekvens, når tilhængerne af EU på den ene side hævder, at opgaven for os må være at være med i et forpligtende samarbejde, samtidig med at de ønsker at have medindflydelse. For et samarbejde udfolder sig blandt ligeberettigede mennesker. De behøver ikke at have indflydelse, i det mindste ingen indflydelse, der rager ud over dette at skaffe sig respekt i kraft af saglighed og dygtighed. Hvis man siger, at EU ikke er på vej til at udvikle sig til en egentlig statsdannelse, må man kunne begrunde, hvorfor stemmeafgivningen i EU’s Ministerråd skal differentieres efter landenes indbyggertal. Hvis samarbejdet er et samarbejde mellem ligeberettigede stater, så må hver af disse stater have én stemme, og på alle lovområder må kravet om enstemmighed gøre sig gældende.

 

Med andre ord: Man vedtager det, man kan enes om. Dette må i det mindste være det væsentligste princip, for forudsætningen for, at det kan være tilfredsstillende at have medindflydelse, er, at samarbejdet (det at ”sidde med ved bordet”) rummer retten til at sige nej – retten til ikke at tiltræde det konkrete forslag. I takt med at EU udvikler mere overstatslighed, indskrænkes denne ret, kaldet vetoretten, og hermed kan EU mindre og mindre være et ægte samarbejde. Når det siges, at vetoretten hindrer et effektivt samarbejde, så ligger jo deri kun, at dette samarbejde skal bestå i, at et flertal – kvalificeret eller ej – skal udøve magt. Vi må spørge: Er magt samarbejde? (Jeg, Falko, mener nej).

 

Der synes i EU-eliten at være så bred konsensus om overstatslighedens nødvendighed (vi må spørge: for hvem?), at jeg ikke tror på nogen væsentlige, sunde forandringer fra EU-regi. Den selvfølge at ”selv et ur, der er gået i stå, viser rigtigt to gange i timen”, giver ikke EU eksistensberettigelse. Forandringerne må komme nedefra, fra de enkelte mennesker, der mødes. Jeg vil anbefale, at Danmark melder sig ud af EU og begynder at tænke mere internationalt end stort set bare EU’s 28 lande. Dette tror jeg på med fordel kan kombineres med et styrket nordisk samarbejde. – Men er folkeviljen overhovedet til dét? Ja, hvis man spørger direkte og opstiller et konkret, realistisk alternativ til EU-medlemskab, så viser flere meningsmålinger, at et klart folkeflertal i både Norge, Sverige, Finland og Danmark ønsker frie samarbejdsaftaler med EU og resten af verden frem for EU-medlemskab. Se meningsmålingerne her:

 

http://www.folkebevaegelsen.dk/nyheder/article/flertal-for-et-folkeligt-nordisk

 

http://www.folkebevaegelsen.dk/nyheder/article/markant-flertal-for-norden-frem

 

http://www.folkebevaegelsen.dk/nyheder/article/flertal-i-sverige-og-finland

 

De folkelige flertal i Sverige og England ønsker sig endda ud af EU uanset et statsforbund som alternativ eller ej, og i Norge er folkeflertallet imod et eventuelt EU-medlemskab til stadighed tårnhøjt.

 

Endvidere stillede ni nordiske parlamentarikere i Nordisk Råd i efteråret 2014 forslag om, at Nordisk Råd/Nordisk Ministerråd skal undersøge mulighederne for et tættere nordisk samarbejde. De ser gerne, at der etableres enten en nordisk forbundsstat eller et nordisk statsforbund. Et statsforbund kaldes også en konføderation (modsat føderation) og er en tæt sammenslutning af selvstændige stater. I debatten tog ingen afstand fra idéen. Forslaget blev sendt til viderebehandling, før der skulle tages endelig stilling til det. Læs omtale: http://broch.dk/?p=389 ... Jeg vil snarest forhøre mig om, hvordan sagen står nu.

 

I øvrigt anser jeg, at en konføderation har klart større mulighed for demokrati end en føderation (føderalstat, forbundsstat). De få føderalstater, verden har i dag, brillerer ikke med nogen synderlig grad af demokrati.

 

Et nordisk statsforbund og større globalt udsyn gør det dog ikke alene, anser jeg. Hvad der for alvor vil kunne tilvejebringe rammerne for en balance mellem naturen og mennesket, pengene og mennesket, mellem nationalfølelse og almenmenneskelighed er idéen om den treleddede – eller trefoldigesociale organisme. I Danmark benævnes disse tanker oftest (men desværre mere betydningsfjernt) tregrening. Den oprindelige betegnelse er tysk: Dreigliederung. På engelsk er det oversat til: (social) threefolding. Det befriende og realistiske ved idéen er, at enhver kan begynde at realisere den i det små, når man først har studeret den. Dernæst kan forandringerne brede sig i det større. Læs mere her om idéen: http://falko.nu/rs/3.html

 

I mange lande ses en række håbgivende initiativer spire frem i skyggen af den rå og nyliberalistiske kapitalisme: Økologiske omstillingsbyer, fællesskabsstøttet landbrug og fiskeri, med videre. De er ofte mere eller mindre inspireret af netop tregreningsidéen. Sluttelig kan vi i mange henseender, uden at vi skal ”blive som dem”, med stor fordel lade os inspirere af de First Nations-folk (naturfolk, oprindelige folk), som verden lykkeligvis har tilbage. Her ligger megen visdom om naturen og mennesket, der kan bringe heling til vores vestlige samfund, som – trods store fremskridt – på mange måder lider og er sygt.

 

 

 

#

STOF OM ÅND OG ÅND OM STOF