Kronik i Berlingske Tidende:

 

'Astrid Lindgren – modets moder'

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bringes med tak til Berlingske og ikke mindst Lars Andersen for den fine illustration. Avislink: www.b.dk/din-mening/astrid-lindgren-modets-moder

 

 

KRONIK

 

Af Magnus Falko. Berlingske Tidende, 11. februar 2004, 2. sektion, Magasin, side 13:

 

 

Stadig aktuel. For lige godt to år siden døde Pippi Langstrømpes mor – børnebogsforfatteren Astrid Lindgren. I sine sidste måneder var hun tynget af både 11. september og USAs terrorkrig i Afghanistan. Følelse, logik og konkrete fakta lå bag, når hun bekæmpede konventioner og høje herrer.

 

Astrid Lindgren var en kvinde med mod. I 1945 – frihedsåret – udkom hendes Pippi og revolutionerede et puritansk virkelighedssyn, hvor den naturlige voksenautoritet tolkedes som dét at være autoritær. Lindgren rusker imidlertid stadig op i talrige tabuer.

 

Først i flæng fra selve forfatterskabet: Børns jalousi, særheder, sygdom og handicap, ensomhed, vold, vrede, magtbegær, den subtilt spirende eros, sorg, frihedstrangen – væk fra far og mor, børns evne til at gennemskue os, konflikt og tilgivelse, det faktum at børn også efterligner de voksne forbilleders mørke sider. Det basale (men i dag sørgeligt uopfyldte) behov for at være en menneskeligt og praktisk nødvendig del af et fællesskab.

 

Erkendelsen af at éns forælder er fejlbarlig, børns kærlighed indbyrdes og til fremmede voksne, børns gudstro og tanker om en åndelig dimension; at her er usynlige væsener og flere verdener. Evnen til at stifte fred mellem fjender; en evne, som er notorisk større end hos voksne. Kropsligt udfoldet livsglæde, hvorunder trangen til fare nemlig også er. Børns større tilgængelighed til naturens og livets skønhed og enkelhed. Bogen »Brødrene Løvehjerte« om bl.a. døden og angsten er ifølge rapporten »Børn læser bøger« fra Center for Børnelitteratur (2000) de danske 9-12 åriges favorit.

 

Hos Lindgren finder vi det alt sammen. I et sprog, alverdens børn forstår, bringer hun forløsning og vejledning. Rent litterært har enkelte af Lindgrens bøger ganske vist lag, som kun gribes af voksne, men dette er aldrig et mål i sig selv eller på bekostning af børnene. Børnebogsforfatteren Astrid Lindgren har modet til at »strunta i« de voksne. Måske fordi hun kan. Hun har sågar passager, kun børnene fatter.

 

I Lindgrens dagbøger fra krigen noterer hun sig, blandt meget andet, svenskeres tyskvenlighed og antisemitisme. Hvor skrøbelig folkhemmets idyl er, har hun vidst lige siden. I den danske indvandrerdebat har det for nylig været fremme, at volden og racismen stadig er noget, svenskerne taler om så lidt som muligt. Måtte de og vi andre inspireres af Astrid Lindgren, der selv højt op i sine firsere tordnede imod nynazismen. »Sluta skinheadsa!«, formanede Modets Moder en bly skinhead og klappede ham på kinden – bistert, men også kærligt.

 

Ved modtagelsen af en fredspris i ’78 sagde hun: »Findes der da ingen mulighed for, at vi kan forandre os, inden det er for sent? At vi kan lære at tage afstand fra vold? Jeg tror, at vi må begynde fra grunden. Med børnene.« Og så formastede konen sig til at tale om forældres vold mod børn. Talen vakte et ramaskrig i konservative kredse, men blev afgørende imod revselsesretten i bl.a. Tyskland.

 

Lindgrens foragt for krig fik hende flere gange til medierne, og magthavere modtog breve fra hende med kritiske spørgsmål. Enhver krigs første offer er sandheden – og børnene. I sine sidste måneder var hun tynget af både 11. september og USAs blodige terrorkrig i Afghanistan. Følelse, logik og konkrete fakta lå bag, når Lindgren bekæmpede konventioner og høje herrer. »Efter Tjernobyl må det være gået op for alle mennesker, at vi ikke skal have kernekraft«.

 

Hun hjalp svenskere og indvandrere, som var trængte i systemet. Hendes kamp for naturen, for børns og dyrs rettigheder har medført lovforbedringer. Hun rasede mod folk, der tjener penge på børneporno. I »Aftonbladet« udtalte hun skepsis over for EF i »mange henseender«, og 8. november 1994 opfordrede hun i »Dagens Nyheter« folk til at stemme nej: »EU er et gigantisk biologisk eksperiment«, citerede hun veterinærfolk. EU-Kommissionens syge politik på dyretransporterne er afgjort ikke bedret siden ja’et.

 

Den danske digter Carl Scharnberg skrev engang i en pamflet: »Når pæne blades anmeldere skriver: »Forfatteren lider af sygelige tvangsforestillinger« og: »Børns mentale sundhed er i fare ved læsningen af en sådan bog« (om børnebogen »Pippi Langstrømpe«), hvor er så fremtidens grænse for det tilladelige?«. Det kan vi jo spørge om i Cuba, hvis hemmelige politi i fjor beslaglagde en række bøger fra et uafhængigt bibliotek, heriblandt flere børnebøger af Lindgren.

 

Er der én, der har anet de totalitære tendenser for længst, så er det Lindgren. Det er ikke grundløst, når hun i essayet »Har bogen en fremtid?« omtaler det diktatursamfund, som filmen »Fahrenheit 451« skildrer: »Bøger er farlige, ved regimet. Mennesker, som læser, kan pludselig begynde at tænke og føle, og diktatoren ønsker ikke, at de skal gøre nogen af delene. De skal bare sidde foran store TV-skærme med sløve, udslukte ansigter, som hverken spejler glæde eller sorg. Og ikke tænke, kun adlyde.«

 

Adlyde, dét gør soldaterne i Løvehjerte-bogen, hvor en ny verdensorden rejses: angstens. For folkets egen sikkerhed, ih, naturligvis. Løseordet for at komme ind i den muromkransede, besatte Rosendal er »Al magt til Tengil, vor befrier«. Denne kongeniale selvmodsigelse af et løsen er værd at reflektere over i en tid, hvor ordet frihed bruges på vegne af så meget, og der råbes, at »er I ikke med os, er I imod os«.

 

Var der noget, Lindgren ikke tålte, så var det indsovsede og magtfuldkomne pampere. Kort efter hendes berømte indlæg i ’76 om sin forrykte marginalskat på 102 pct. skrev hun atter et indlæg i »Expressen«: »Under krigen havde vi et motto, husker I det? Samfundsånd, årvågenhed og tavshed. Årvågenheden har vi tilbage, i det mindste i betydningen overvågning; dén varetages nu med computernes hjælp. Tavshed bliver os befalet, hvis vi prøver at sige så meget som et pip i den politiske debat, og en uhyggelig tavshed råder også i mangen en dunkel krog, hvor der burde skriges højt. Joda, årvågenhed og tavshed har vi nok af, men samfundsånden, hvor blev den af?«.

 

Påhit som »digital signatur« og den globale overvågningscomputer Echelon, der kan tappe vores e-mails, internet, fax og telefon, bekræfter i oprørende grad Astrid Lindgrens ord.

 

»Sløve, udslukte ansigter« ser man flere og flere af, også helt ned i børnehaven. Lindgrens ord, her fra 1986, har fået markant større relevans: »Børn i dag har svært ved at koncentrere sig. De er rastløse og kræver stærkere indtryk på grund af al den TV- og videokiggen. Fri opdragelse er ikke at give børnene lov til at gøre, hvad de vil, for det vil de ikke. Man skal behandle dem ligeværdigt – men også sige nej, når det er nødvendigt.«

 

Vi har en tidsånd, hvor underholdte, oversete børn har svært ved at skabe dé egne, indre billeder som Lindgren allerede i 1958 udtalte »overgår alt andet. Sådanne billeder er nødvendige for mennesket. Den dag barnets fantasi ikke længere orker at skabe dem, den dag bliver menneskeheden fattig. Alt stort, som skete i verden, skete først i et menneskes fantasi.«

 

Hvad ville Pippi Langstrømpe gøre ved den udfordring, tidsånden er? Hun ville bruge præcis dét af den, som hun kunne se noget solid kvalitet i. Resten ville hun levere et kæmpe los i måsen. Fra Villa Villekulla ville udgå en trykbølge så stor, at Rupert Murdochs reklamevirkelighed ville få atmosfæriske forstyrrelser og gå i sort. Side 3-damen i »The Sun« (en af Murdochs mange aviser) ville få blæst kønsbehåringen af, og syv års flodplage i Tårbæk ville få selv præsten til at tro på Gud. Jeg tror, at Pippi i sit hjerte kender Schillers gamle ord: »Den, der ikke vover sig ud over virkeligheden, erobrer aldrig sandheden.«

 

 

Bemærkninger 2014:

 

Astrid Lindgren døde 28. januar 2002.

 

Det omtalte Echelon er rettere fortalt et computerprogram.

 

Den daværende "præsten i Tårbæk", Thorkild Grøsbøll http://da.wikipedia.org/wiki/Thorkild_Grosb%C3%B8ll, havde året inden ovenstående kronik gjort sig berømt og berygtet ved at erklære, at han ikke tror på Gud.

 

ARKIV (opdateringer forekommer)

______________________________________

 

STOF OM ÅND OG ÅND OM STOF